Afslag på retshjælpsdækning efter tidligere behandling af erstatningssag vedrørende stjålne minkpelse

Sagen drejer sig om Forsikrings-Aktieselskabet Alkas afvisning af at yde retshjælpsdækning til en påtænkt retssag anlagt af forsikringstagerne. Retssagen skulle omhandle størrelsen af den erstatning, selskabet tilbød for to stjålne minkpelse. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at sagen tidligere havde været behandlet af Ankenævnet for Forsikring, og at der ikke var rimelig grund til at føre sagen.

Sagens omstændigheder

• Klagerne fik stjålet to minkpelse i februar 2011, hvilket blev anmeldt til Alka.
• Alka tilbød 10.000 kr. for den ene pels (15-20 år gammel) og 5.000 kr. for den anden (ca. 5½ år gammel).
• Klagerne krævede henholdsvis 60-70.000 kr. og 25.000 kr., hvilket Alka afviste.
• Sagen blev indbragt for Ankenævnet for Forsikring (sag nr. 81.643).
• Under behandlingen af sagen bortkom et minkstykke, som klagerne havde indsendt til nævnet.
• Nævnet afsagde kendelse den 3. september 2012, hvor de fandt, at klagerne havde krav på yderligere 7.000 kr. for den nyeste pels.
• Alka udbetalte efterfølgende den yderligere erstatning.

Parternes argumenter

• Klagerne argumenterede for, at sagen var blevet vanskeliggjort, fordi det indsendte minkstykke var bortkommet hos Ankenævnet. De havde fundet et nyt minkstykke og ønskede syn og skøn under retssagen.
• Selskabet henviste til, at sagen allerede havde været behandlet af Ankenævnet, som havde truffet en afgørelse, der var blevet efterlevet. Selskabet mente ikke, at det nye minkstykke kunne danne grundlag for retshjælpsdækning.

Nævnet fandt, at der på det foreliggende grundlag ikke var udsigt til, at en retssag mod selskabet ville føre til, at klagerne ville blive tilkendt en større erstatning end den allerede udbetalte. Nævnet fandt derfor ikke anledning til at kritisere, at selskabet havde afvist at yde forhåndstilsagn om retshjælpsdækning med henvisning til, at der ikke er rimelig grund til at føre proces, jf. forsikringsbetingelsernes § 2, stk. 3 og § 5, stk. 1. Som følge heraf blev klagerne ikke givet medhold.