Afgørelse om ophør af invalidepension efter skiulykke

Klageren klagede over, at Juristernes og Økonomernes Pensionskasse havde standset udbetalingen af hendes invalidepension pr. 1/3 2013. Selskabet havde udbetalt invalidepension fra 1/9 2011 til 1/3 2013, men afviste yderligere udbetaling med henvisning til, at klagerens erhvervsevne som DJØF'er ikke var nedsat med mindst 2/3. Pensionsordningen giver ret til invalidepension, hvis medlemmets erhvervsevne på grund af sygdom eller ulykke er nedsat til 1/3 eller derunder af den fulde erhvervsevne, og nedsættelsen er af en vis varighed.

Sagens omstændigheder

Klageren, født i 1971, havde arbejdet som uddannelsesleder på socialrådgiveruddannelsen. Den 14/2 2010 var hun ude for en skiulykke, hvor hun beskadigede sit højre knæ og hofte. Hun blev opereret flere gange i både knæ og hofte. Klageren ansøgte om invalidepension den 5/9 2011 og oplyste, at hun havde været uarbejdsdygtig/sygemeldt on/off siden 14/2 2010 og senest fra 31/3 2011. Hun blev opsagt fra sin stilling den 31/8 2011.

Selskabet afviste først dækning, men bevilgede senere midlertidig invalidepension fra 1/9 2011 til 1/12 2012. En speciallæge i psykiatri fandt ikke tegn på psykisk sygdom eller psykisk overbygning på de legemlige klager. En fysioterapeut konstaterede fremskridt, men også fortsatte udfordringer. En speciallæge i ortopædkirurgi konstaterede klare følger efter skiuheldet og øget risiko for slidgigt.

Klageren anmodede om forlængelse af den midlertidige invalidepension og oplyste, at hun var startet i et praktik-/forrevalideringsforløb. Selskabet forlængede kulancemæssigt udbetalingen af invalidepensionen til 1/3 2013. Selskabet afviste yderligere udbetaling med henvisning til, at en ansættelse som DJØF'er i vekslende arbejdsstillinger kunne klares på mindst ½ tid.

Klagerens påstande

Klageren krævede, at selskabet blev pålagt at forlænge den midlertidige invalidepension. Hun anførte, at hun var diagnosticeret med kronisk non-malign smertesyndrom og var i behandling herfor. Hun arbejdede otte timer om ugen og havde mistet troen på, at hun nogensinde ville komme tilbage på fuld tid. Hun fremhævede, at smerterne påvirkede hende både fysisk og kognitivt.

Selskabets argumenter

Selskabet fastholdt sin afgørelse og henviste til lægekonsulenter, der ikke fandt grundlag for at bevillige invalidepension. De anførte, at der ikke var indikation for at bevillige invalidepension, og at ikke-fysisk arbejde med vekslende arbejdsstillinger måtte kunne klares på mindst ½ tid. Selskabet anførte, at klageren fik tilkendt invalidepension i 2011, da der var usikkerhed om varigheden af erhvervsevnenedsættelsen, men at lægerne nu vurderede, at erhvervsevnen ikke længere var nedsat med mindst 2/3 af den fulde erhvervsevne.

Nævnet fandt, at det ikke var godtgjort, at klagerens fagspecifikke erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad efter den 1/12 2012, og kunne derfor ikke kritisere selskabets afgørelse. Klageren fik derfor ikke medhold.