Sag om afvist ulykkesforsikring pga. forældelse - Nordea Pension

Sagens omstændigheder

Klageren var omfattet af en gruppeulykkesforsikring hos Nordea Pension. Han anmeldte i september 2012 en ulykke, der skete i december 2007, og som han mente berettigede ham til forsikringsdækning. Selskabet afviste kravet med henvisning til forældelse.

Klageren var ansat som kedelpasser indtil sin sygemelding efter ulykken og fik senere tilkendt førtidspension med virkning fra 1. maj 2009.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren anfører, at han først i september 2012 blev opmærksom på forsikringen, og at banken ikke havde informeret ham om den under hans samtaler om økonomi og førtidspension. Han mener, at forældelsesfristen burde regnes fra Arbejdsskadestyrelsens stationære tidspunkt, som var senere end Nordeas fastsættelse. Klagerens repræsentant mener, at forældelsesfristen er 5 år efter stationærtidspunktet.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet fastholder, at kravet er forældet i henhold til Forsikringsaftaleloven § 29, da anmeldelsen skete mere end 3 år efter, at klageren burde have haft kendskab til kravet. Selskabet henviser til speciallægeerklæringer fra november 2008, der vurderer klagerens tilstand som stationær, og til kommunens tilkendelse af førtidspension fra maj 2009. Selskabet mener, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering er irrelevant, da deres vurdering baseres på helbredsoplysninger og ikke klagerens konkrete indtægtstab.

Yderligere korrespondance

Klagerens repræsentant fremhæver, at klageren ikke var bekendt med forældelsesfristen. Selskabet svarer, at manglende kendskab ikke ophæver forældelsen. Selskabet henviser til forsikringsbetingelserne om straksanmeldelse af skader, der forventes at medføre invaliditet på 50 % eller derover.

Klagerens repræsentant fremsender et lægeskøn fra kommunen, der antyder muligheder for yderligere behandling. Selskabet fastholder, at klagerens erhvervsevne var varigt nedsat allerede i 2008, og at kommunens lægekonsulent ikke er enig i vurderingen om yderligere behandlingsmuligheder.

Nævnets sekretariat har indhentet oplysninger om kommunikationen vedrørende forsikringen. Selskabet oplyser, at klageren årligt har modtaget en oversigt over sine forsikringsdækninger og har gennemgået sit budget med en bankrådgiver. Klagerens repræsentant anfører, at klageren ikke kunne tænke klart på grund af smerter og depression, og at banken burde have gjort opmærksom på forsikringen under mødet i 2009.

Nævnet kan ikke afgøre sagen.

Ankenævnet finder, at klagerens krav er forældet i henhold til Forsikringsaftaleloven § 29 og Forældelsesloven § 3. Dog kan nævnet ikke afgøre, om banken har pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke at oplyse klager om ulykkesdækningen under hans sygdomsforløb og pensionering. En sådan afgørelse kræver yderligere bevisførelse, hvilket falder uden for nævnets kompetence.