Sag om manglende erstatning efter tyveri og utilfredshed med dækningsomfang ved forsikringsskifte
Dato
5. juli 2013
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Familie
Afgørelse
Klager medhold
Firma navn
Vendsyssel
Dokument
Lovreferencer
Klageren havde tegnet en familieforsikring i Forsikringsselskabet Vendsyssel A/S og klager over selskabets erstatningsopgørelse i forbindelse med et anmeldt tyveri. Klageren er desuden utilfreds med, at dækningen ved skift til det indklagede selskab er ringere end i det tidligere selskab.
Selskabet har udbetalt fuld erstatning for to jakker efter sagens indbringelse for nævnet, men afviser yderligere erstatning. Selskabet henviser til, at klageren har modtaget policen med de tegnede dækninger.
Klagerens påstande:
- Klageren ønsker mere i erstatning for en Ibook G4, højtaler og forstærker, da brugtpriserne på DBA er højere end det tilbudte. Klageren mener, at selskabet er ansvarlig for, hvad deres assurandør lover ved salg af forsikringen.
- Klageren ønsker erstatning for en Rubi fliskærer og Bosch håndværkerradio, som han har fået af sin stedfar.
- Klageren ønsker erstatning for et Bosch kombisæt, som er købt af hans bror.
- Klageren ønsker en stillingtagen til note 3-4-6 på skadesopgørelsen.
Selskabets argumenter:
- Selskabet henviser til skadeopgørelsen, taksatorrapporten og de optagne fotos.
- Selskabet anfører, at klageren har dokumentationspligten jf. forsikringsbetingelserne og at det ikke er selskabets opgave at opsøge forskellige mennesker for at få bekræftet klagerens oplysninger.
- Selskabet oplyser, at assurandøren, der tegnede forsikringen, er fratrådt sin stilling, men at klageren har fået tilsendt police med gældende dækninger og summer og har haft mulighed for at se, om det var de forventede dækninger.
- Selskabet anfører, at den manglende dokumentation er afgørende for erstatningsfastsættelsen og ikke forsikringssummen på værktøj.
Ankenævnet bestemmer, at Forsikringsselskabet Vendsyssel A/S skal udbetale klageren yderligere 6.913,50 kr. med tillæg af renter i medfør af forsikringsaftalelovens § 24.
Begrundelse for afgørelsen:
- Værktøj: Nævnet finder, at klageren ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for alder og nypris på det stjålne værktøj (pkt. 1, 2 og 3 i skadeopgørelsen). Nævnet finder det dog sandsynligt, at klageren har været i besiddelse af værktøjet og bestemmer derfor, at selskabet skønsmæssigt skal yde 50 % dækning af de angivne nypriser.
- Værktøjskasse: Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets skønsmæssige erstatning for værktøjskassen med indhold (pkt. 6 i skadeopgørelsen).
- Borhammer: Nævnet finder, at klageren ikke har bevist at han bar risikoen for borhammeren (pkt. 4 i skadeopgørelsen), da den sandsynligvis tilhører konkursboet efter klagerens tidligere arbejdsgiver.
- Andre effekter: Nævnet finder, at selskabet skønsmæssigt skal udbetale 2.500 kr. yderligere for effekterne 14, 16 og 17 i skadeopgørelsen.
Nævnet bemærker, at selskabet efter § 29 i bekendtgørelse nr. 1406 af 20/12 2012 om god skik for finansielle virksomheder mv. som det modtagne selskab ved en forsikringstagers skift af selskab skal oplyse kunden om alle væsentlige begrænsninger i dækningen i forhold til den tidligere forsikring. Da erstatningen for værktøjet ikke overstiger dækningsmaksimummet på 15.000 kr., finder nævnet ikke anledning til at vurdere, hvorvidt rådgivningen i forbindelse med aftaleindgåelsen har været tilstrækkelig.
Lignende afgørelser