Østre Landsrets stadfæstelse af afvisning af betalingspåkrav med renter i hovedstolen

Sagen omhandler en kæresag anlagt af Kreditor A/S (K A/S) mod en debitor. K A/S kærede fogedrettens kendelse af 14. marts 2012 fra Roskilde Ret, som afviste et betalingspåkrav. Afvisningen skyldtes, at hovedstolen i betalingspåkravet indeholdt renter.

Sagens Baggrund

K A/S havde indleveret et betalingspåkrav vedrørende to misligholdte kreditkøb. I betalingspåkravet var der anført en kreditrentesats på 1,95 % pr. måned, som tilskrives løbende (rentes rente). K A/S gjorde gældende, at hovedstolen indeholdt renter frem til kravets indlevering, da der var tale om et løbende kundeforhold. De henviste til Renteloven § 2 jf. Renteloven § 1, stk. 3 og Renteloven § 7, stk. 3 vedrørende morarente.

Kreditors Påstand og Argumentation

K A/S påstod, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved fogedretten. Til støtte herfor anførte de, at de havde krav på kreditrente, herunder rentes rente, og at hovedstolen derfor til enhver tid indeholdt renter. De argumenterede for, at opdelingen af hovedstol og renter alene skyldtes hensynet til fogedrettens kontrol med beløbsgrænsen, og at fogedretten burde tillægge kreditrenten til hovedstolen. K A/S henviste til en tidligere afgørelse (U.2008.54ØLR), der i visse tilfælde tillader, at hovedstolen kan indeholde renter. De mente, at en restriktiv fortolkning af Retsplejeloven § 477a ikke havde hjemmel i tanken om lettere og billigere inddrivelse af fordringer via betalingspåkrav.

Landsrettens Overvejelser

Landsretten bemærkede, at indkærede (debitor) ikke havde udtalt sig vedrørende kæren. Landsretten havde tidligere afvist en anmodning om mundtlig forhandling. Fogedretten henholdt sig til sin oprindelige afgørelse.

Landsretten lagde vægt på Retsplejeloven § 477a og bemærkningerne hertil samt bekendtgørelse nr. 646 af 18. juni 2007. Disse bestemmelser fastslår, at kreditor som hovedregel skal opgøre kravets størrelse uden renter og omkostninger i et betalingspåkrav. Denne opdeling er begrundet i hensynet til fogedrettens kontrol med betalingspåkravet. Landsretten fandt, at det forhold, at der ifølge købsaftalerne tilskrives kreditrente af den til enhver tid værende restgæld, ikke kunne ændre dette klare udgangspunkt. Landsretten skelnede mellem den foreliggende sag og en kassekreditaftale, hvor påløbne kreditrenter kan indgå i opgørelsen på opgørelsestidspunktet.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse. Dette indebærer, at betalingspåkravet fortsat afvises, da hovedstolen indeholdt renter, hvilket strider mod hovedreglen for opgørelse af krav i betalingspåkrav.

Ingen af parterne blev pålagt at betale kæremålsomkostninger til den anden part.