Afvisning af ménerstatning efter knæskade: Tvist om årsagssammenhæng mellem ulykke og slidgigt

Klageren havde en ulykkesforsikring hos Alm. Brand Forsikring A/S og klager over, at selskabet afviste at udbetale ménerstatning efter en ulykke. Selskabet afviste, da de vurderede, at skaden ikke medførte en méngrad på mindst 5%.

Sagens omstændigheder

Klageren, en fodgænger, fik den 14. april 2010 en forvridning i venstre knæ, da hun forsøgte at undgå at blive påkørt af en bil. Et år efter ulykken havde hun stadig gener, hvorefter selskabet indhentede lægelige oplysninger. En udskrivningsepikrise fra 17. august 2010 viste ingen fraktur, men en let afsmalning af mediale ledspalte uden åbenlyse svære artroseforandringer, samt fri bevægelighed.

Selskabet rekvirerede også en speciallægeerklæring fra en ortopædisk speciallæge dateret 27. oktober 2011. Speciallægen konkluderede, at klageren formentlig havde beskadiget det inderste ledbånd (mediale collaterale ligament) i forbindelse med et vridtraume i knæet. Han vurderede, at slidgigten i knæet var uafhængig af uheldet. Speciallægen fandt god overensstemmelse mellem de objektive fund og de subjektive klager, og tilstanden blev vurderet som stationær.

Selskabets lægekonsulent vurderede, at generne efter uheldet ikke i sig selv kunne begrunde en méngrad på 5 % eller derover. Klageren gjorde indsigelse, men selskabet fastholdt sin vurdering.

Klagerens påstande

Klageren anførte, at hun var blevet påkørt af en bilist og havde fået forvredet fod og knæ. Hun mente at være berettiget til 5-8 % i mén ifølge Arbejdsskadestyrelsens méntabel, da hun havde skader på det inderste ledbånd og meniskskade. Hun anførte, at hun ikke havde problemer før ulykken, men nu havde problemer med gang, trapper og bevægelse.

Selskabets argumenter

Selskabet begrundede sin afgørelse med, at klagerens gener primært skyldtes slidgigt i venstre knæ og kun i mindre grad ledbåndsskaden. De mente, at ulykken ikke havde efterladt et selvstændigt varigt mén på 5 % eller derover, og at generne overvejende skyldtes den forudbestående gigtsygdom.

Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, hvoraf det fremgår, at forsikringen ikke dækker sygdom og udløsning af latente sygdomsanlæg, selvom sygdommen er opstået eller forværret ved et ulykkestilfælde.

Nævnet finder, at der ikke er tilvejebragt grundlag for at pålægge selskabet at udbetale ménerstatning, hvorfor klageren ikke får medhold.