PensionDanmark – Afslag på udbetaling af supplerende førtidspension og opsparingssikring grundet fleksjobansættelse
Dato
17. december 2012
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Arbejdsmarkedsp
Afgørelse
Paragraf 4
Firma navn
Pension Danmark
Dokument
Klageren har en arbejdsmarkedspensionsordning i PensionDanmark og klager over, at selskabet har afvist at udbetale supplerende førtidspension og opsparingssikring.
Selskabet har afvist dækning med henvisning til, at klageren var ansat i fleksjob ved indtræden i pensionsordningen, hvorfor hun ikke er omfattet af dækningen ved førtidspension, jf. forsikringsbetingelsernes § 16, stk. 3. Selskabet gør gældende, at det var klagerens ægtefælle, der varetog det pensionsgivende job frem til hendes fleksjobansættelse. Subsidiært gør selskabet gældende, at klagerens ansættelsesvilkår før tilkendelsen af fleksjob havde karakter af støttet beskæftigelse.
Det fremgår, at klageren blev ansat i en kommune som rengøringsassistent i 2005. Hun drev sideløbende en selvstændig internetvirksomhed. I 2006 blev timetallet i rengøringsjobbet ændret, og hun blev sygemeldt fra garnbutikken. I 2008 blev klageren tilkendt fleksjob i sin hidtidige stilling som rengøringsassistent. I 2012 blev hun tilkendt offentlig førtidspension.
Selskabet oplyste, at klageren indtrådte i pensionsordningen i 2007. Ved ansøgningsskema af 25/2 2012 søgte klageren om udbetaling af supplerende førtidspension og opsparingssikring. Hun oplyste heri, at hun var ansat i fleksjob fra 2007.
Af en ressourceprofil fremgår bl.a., at klagerens mand havde overtaget hendes rengøringsarbejde i en periode, hvor hun var sygemeldt. Klageren følte sig ikke klar til arbejdsmarkedet og kunne ikke forestille sig, at hun skulle arbejde fuld tid. Det fremgår også, at kommunen ikke havde ændret i lønningssystemet, selvom klagerens ægtefælle havde overtaget jobbet.
Klageren har indbragt sagen for nævnet med påstand om, at selskabet skal udbetale supplerende førtidspension og opsparingssikring. Hun anfører, at hendes sygemelding fra det selvstændige job ikke bør påvirke hendes ansøgning, da hendes ansættelse ikke havde skånet vilkår.
Selskabet anfører, at klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet har været under særlige forhold og af kort varighed. Bidragsindbetalingen til PensionDanmark for perioden 01.09.07-31.05.08 angår rettelig klagers ægtefælle, som på optagelsestidspunktet i PensionDanmark havde overtaget rengøringsjobbet. Subsidiært gøres det gældende, at hendes ansættelsesvilkår efter det oplyste reelt har karakter af støttet beskæftigelse, da hun på optagelsestidspunktet kun med hjælp fra ægtefællen udfylder rengøringsjobbet.
Klageren bemærker, at hun fra 2005 og frem til juni 2008 var ansat i kommunen på ordinære vilkår, og at hun ingen sygedage havde før december 2009. Klageren har fremlagt en erklæring fra hendes ægtefælle, hvoraf det fremgår, at han på intet tidspunkt har overtaget hendes job som rengøringsassistent, men var ansat som ferieafløser i ca. 3 uger i 2006.
Ankenævnet finder, at den foreliggende tvist ikke kan afgøres uden en egentlig bevisførelse. En sådan bevisførelse kan ikke ske for nævnet, men bør i givet fald ske ved domstolene.
I medfør af § 4, stk. 1, i nævnets vedtægter må nævnet derfor afstå fra at viderebehandle sagen.
Som følge heraf bestemmes:
Nævnet kan ikke afgøre sagen.
Lignende afgørelser