Afvisning af dækning for indbrudstyveri hos hjemmeboende søn: Alm. Brand Forsikring A/S

Klageren havde en indboforsikring i Alm. Brand Forsikring A/S. Sagen drejede sig om et indbrudstyveri, der fandt sted den 19. august 2011 i hendes søns ejendom, hvor en række af sønnens indbogenstande blev stjålet. Selskabet afviste at dække tyveriet, da de mente, at der var gået mere end 3 måneder fra det tidspunkt, hvor klagerens søn flyttede hjemmefra, til tyveriet fandt sted.

Selskabet havde udbetalt 20.000 kr. a conto til klagerens søn, men krævede efterfølgende beløbet tilbagebetalt, da de mente, at sønnen var flyttet hjemmefra mere end 3 måneder før tyveriet.

Klageren anførte, at sønnen havde købt huset i november 2010 med henblik på udlejning, men at der var opstået problemer med kælderen. Sønnen havde meldt flytning til kommunen den 24. juni 2011, men var stadig ofte på klagerens adresse. Klageren mente, at sønnen var dækket under hendes forsikring indtil han selv tegnede en familieforsikring den 22. august 2011.

Selskabet bemærkede, at deres konsulent i februar 2011 havde oplevet, at sønnen boede i huset, og at han var i gang med at samle en reol. Selskabet henviste også til teleoplysninger, der viste, at sønnens telefon med stor sandsynlighed befandt sig på hans ejendom en stor del af tiden. Selskabet fastholdt, at sønnen var flyttet hjemmefra mere end 3 måneder før skadedatoen.

Klageren bestred, at sønnen boede i huset i februar 2011, og at reolerne tilhørte de tidligere ejere. Hun afviste også, at sønnens kæreste havde boet på adressen.

Nævnet fandt, at det var sandsynliggjort, at klagerens søn var fraflyttet klagerens adresse mere end 3 måneder før tyveriet. Da sønnen derfor ikke var omfattet af forsikringen på tyveritidspunktet, kunne nævnet ikke kritisere selskabets afvisning af dækning.

Nævnet bemærkede, at et forsikringsselskab som udgangspunkt kan kræve erstatning tilbagebetalt, hvis den er udbetalt uden forpligtelse. I denne sag fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at klagerens søn vidste eller burde have vidst, at han ikke var berettiget til erstatningen. Derfor kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet krævede tilbagebetaling.

Nævnet traf afgørelsen på skriftligt grundlag og påpegede, at en domstolsbehandling med bevisførelse potentielt kunne føre til et andet resultat. Klageren fik ikke medhold.