Klage over ændring af pensionsordning og pensionsudbetalingens størrelse

Klageren havde en arbejdsmarkedspensionsordning i FSP Pension (tidligere SSP) og klagede over forskellige forhold vedrørende denne ordning. Klageren ønskede en vurdering af, om beløbet på en PFA-police i 1981 svarede til det kontantbeløb, der alternativt skulle indbetales. Derudover ønskede klageren en forklaring på, hvorfor grundlaget for pensionsordningen blev ændret fra et tilsagnssystem i 1993 uden valgmulighed, og hvorfor pensionsbeløbet faldt ved det 65. år. Klageren ønskede også bekræftelse på, at det forventede højere beløb fra PFA ville blive udbetalt, samt en forklaring på, hvorfor en ophævelse af PFA-policen ikke ville have indflydelse på pensionen, når beregningerne viste et tab på ca. 30.000 kr. Endelig ønskede klageren en revurdering af sin pension, da hele pensionen fra det 67. år ville blive dækket af PFA.

Klageren anførte, at han i 1981 blev tvunget til at overføre sin pensionsordning fra PFA til FSP (SSP) mod en garanteret pension på 65% af sin løn ved pensionering (tilsagnssystem). Han fik ikke oplyst, hvor meget der skulle indbetales kontant for at opnå fuld pensionstilsagn, men hans PFA-pension ville blive videreført som en underforsikring med fastfrosset præmie. I 1993 blev tilsagnssystemet ændret til en tarifordning uden valgmulighed, hvilket ifølge beregningerne ville stille ham bedre, men dette viste sig ikke at holde stik. Klageren var utilfreds med, at de opsamlede midler i PFA ikke indgik i beregningerne af hans pensionsudbetaling fra FSP. Han anførte, at fra hans 67. år ville hele pensionen blive dækket af PFA, og han ville derfor ikke få glæde af sin opsparing i FSP.

FSP anførte, at det var uklart, hvad klageren ønskede at opnå med sin klage, men formodede, at klageren ønskede en forklaring på forskellen mellem den oplyste størrelse af alderspensionen i 1993 og den nuværende udbetalte alderspension. FSP redegjorde for overgangen fra tilsagnsordning til tarifordning, som blev besluttet på en ekstraordinær generalforsamling i 1993. FSP anførte, at de oplyste ydelser i 1993 var beregnet under forudsætning af udbetaling fra det 65. år, og at klageren selv havde valgt at gå på alderspension tidligere og få en del af pensionen udbetalt som et engangsbeløb, hvilket reducerede den løbende alderspension. FSP afviste, at klageren ville kunne opnå en højere pension fra PFA, og fastholdt, at klageren modtog den korrekte alderspension i overensstemmelse med de indgåede aftaler og forudsætninger.

Nævnet fandt efter gennemgang af parternes indlæg og bilag, at det ikke var bevist, at selskabet havde behandlet sagen forkert, og fandt derfor ikke anledning til at udtale kritik af selskabet. Klageren fik ikke medhold.