Sag om afkortning af erstatning for svampeskade efter konstatering af skimmelsvamp
Dato
15. oktober 2012
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Bygning
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Trekroner
Dokument
Klageren havde en husforsikring i Trekroner Forsikring A/S og klagede over størrelsen af den erstatning, selskabet havde udbetalt i forbindelse med en svampeskade.
Sagens omstændigheder
Klageren konstaterede i november 2010 et omfattende skimmelangreb i tag og kælder, hvilket gjorde hans familie syg. Han anmeldte skaden til Trekroner under husforsikringen, da hans ejerskifteforsikring var udløbet. Trekroner konstaterede, at skaden ikke var dækningsberettiget, da den var forårsaget af skimmelsvamp. Det blev aftalt, at en fuldt dækkende svampeundersøgelse skulle foretages under nedrivningen, og Trekroner udarbejdede en skaderapport, hvoraf det fremgik, at sagen kunne genoptages, hvis der blev konstateret trænedbrydende svampeskade.
Den 14. februar 2011 konstaterede OBH Gruppen trænedbrydende svampe i hele nordsiden af taget. Trekroner anerkendte dækningsansvar, men afkortede erstatningen og ville kun dække udskiftning af lægter og forebyggende behandling af nordsiden. Klageren mente, at han uberettiget stod tilbage med regningen for afdækning, nedbrydning og genetablering af nordsiden.
Selskabet anførte, at forsikringstageren havde anmeldt et skimmelangreb, og at skimmelangreb ikke var omfattet af svampedækningen. Selskabet mente, at de resterende udgifter ikke var afstedkommet af svampeskaden, men alene af skimmelangrebet, og at forsikringstageren derfor ikke havde lidt noget tab i forbindelse med den dækningsberettigende del af skaden.
Klageren anførte, at han havde svært ved at forstå, hvordan Trekroner så entydigt kunne adskille de to dele af skaden, skimmelskaden og gul tømrersvamp, da årsagen til skaderne var den samme, nemlig utæt dampspærre og utilstrækkelig ventilation. Han anførte også, at det var svært at forstå, at det at han udbedrede den øvrige del af skaden, dvs. forholdet omkring skimmelsvampen, skulle reducere Trekroner Forsikrings erstatningsansvar for så vidt angår den dækningsberettigede del af skaden. Han anførte desuden, at han anmeldte en svampeskade, hvor der var konstateret skimmelsvamp, men hvor der ikke var foretaget undersøgelser for andre typer af svampe.
Nævnet fandt, at da der i november 2011 blev konstateret skimmelangreb i husets tagkonstruktion, og det var nødvendigt at af- og genmontere tagsten, lægter og isolering for at udbedre skimmelangrebet, kunne de udgifter, klageren havde i forbindelse hermed, ikke kræves betalt af selskabet. Nævnet kritiserede derfor ikke, at selskabet havde afvist at udbetale yderligere erstatning.
Afgørelse
Klageren fik ikke medhold.
Lignende afgørelser