Afgørelse om erstatning for tandskade efter ulykke – eksisterende knogledestruktion
Dato
2. maj 2012
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Ulykke
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
TJM Forsikring
Dokument
Klageren har en ulykkesforsikring i Tjenestemændenes Forsikring og klager over størrelsen af den erstatning, selskabet har udbetalt i forbindelse med en anmeldt tandskade.
Selskabet har tilbudt dækning til kronebehandling af +2 til 6.600 kr., men har afvist yderligere med henvisning til, at knogledestruktionen i 2+ og 1+ var eksisterende allerede før skaden den 16/11 2010.
Klageren er utilfreds med selskabets afgørelse og har indsendt klage til nævnet med krav om fuld erstatning i henhold til overslag fra tandlægen. Klageren henviser til en erklæring fra tandlægen, hvoraf det fremgår, at klageren har været i regelmæssig tandbehandling siden 1974, og at tandlægen ved undersøgelse efter skaden konstaterede, at de 2 implantater i regionerne 2+ og 1+ var intruderet palatinalt og løsnede af 1.-2. grad. Tandlægen er uforstående overfor, at selskabet afviser at betale erstatning til en broerstatning for de intruderede 2 implantater.
Selskabet fastholder sin afgørelse og anfører, at de implantater, som klageren er utilfreds med, at selskabet ikke vil betale erstatning for, sidder i højre side regio 2,1+. Selskabet har godkendt kronebehandling af +2, altså venstre side. Denne tand har ikke noget med implantaterne at gøre. Selskabet vurderer, at den udtalte knogledestruktionen i 2+ og 1+ var eksisterende allerede før skaden den 16. november 2010. Knogledestruktionen omkring implantater er resultatet af en betændelsesproces, der er langsomforløbende og ikke et resultat af skaden. Betændelsen er hovedårsagen til, at der skal indsættes nye implantater og kroner, hvorfor selskabet ikke kan yde erstatning til dette.
Nævnet har forelagt sagen for nævnets tandlægesagkyndige, der har anført, at der efter et fald med en cykel den 16.11.2010 var dislokation og løsning af 2 implantater regio 2+ og 1+ (samt fraktur af tand +2). Røntgen af implantater 2+ og 1+ af 24.11.2010 viser stort set total svind af knogle omkring implantaterne. Et svind som det her kan ikke være opstået i tiden mellem den 16.11.2010 og den 24.11.2010. Der er tale om et svind, der er sket gradvis over en længere tid som følge af en betændelsesproces, og implantaterne har ikke siddet rigtig fast. Knoglesvindet er af en størrelse, der gør, at prognosen for implantaterne er håbløs. De vil kun kunne fungere en kortere tid, og behandling er ikke mulig. Skaden har således ikke ændret patientens behandlingsbehov, men muligvis fremskyndet det en smule (med overvejende sandsynlighed mindre end et år). Den tilbudte erstatning må således siges at være rimelig og nødvendig.
Klageren er uenig i den tandlægesagkyndiges vurdering og ønsker nævnets stillingtagen. Klageren mener, at det efter hans tandlæges vurdering aldrig kan være hans egen skyld, at der er sket et knoglesvind, og hvis det ikke er sket ved uheldet den 16.11.2010, må det jo stamme tilbage fra hans første uheld. Klageren mener derfor, at Trygforsikring bør dække alle hans omkostninger i forhold til at få lavet en bro i stedet for de ødelagte implantater.
Af forsikringsbetingelserne fremgår bl.a., at erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis tandens/tændernes og alle former for protesers tilstand var forringet inden ulykkestilfældet fx som følge af sygdom, genopbygning, rodbehandling, slid, fæstetab, paradentose eller anden sygdom i tænderne og de omgivne knogler.
Nævnet finder, at den tilbudte erstatning er rimelig og nødvendig, og kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse.
Herefter, og idet det, klageren i øvrigt har anført, ikke findes at kunne føre til et andet resultat,
bestemmes:
Klageren får ikke medhold.
Lignende afgørelser