Sag om afvisning af ulykkesforsikring efter ulykke pga. urigtige oplysninger om tidligere forsikringsforhold
Dato
10. juli 2012
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Ulykke
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Nykredit
Dokument
Lovreferencer
Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren havde tegnet en ulykkesforsikring i Nykredit Forsikring A/S, og om der var afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med tegningen. Klageren anmeldte et ulykkestilfælde, der skete den 1/1 2011.
Sagens omstændigheder
- Selskabet fremsendte et dokument af 14/12 2010 til klageren vedrørende tegningen af bl.a. en ulykkesforsikring.
- Den 23/12 2010 modtog selskabet det af klageren udfyldte og underskrevne dokument af 14/12 2010 retur.
- Den 6/1 2011 anmeldte klagerens far telefonisk til selskabet, at hans søn havde været udsat for et ulykkestilfælde den 1/1 2011. Selskabet afviste telefonisk at yde forsikringsdækning.
- Ved brev af 24/1 2011 meddelte selskabet, at de ikke kunne indtegne forsikringen, da klageren var opsagt af tidligere selskab og havde afgivet urigtige oplysninger.
Parternes påstande og argumenter
- Klagerens advokat nedlagde påstand om, at selskabet skulle anerkende, at der var indgået en gyldig og bindende aftale om tegning af en ulykkesforsikring med ikrafttrædelse den 8/12 2010, og at det anmeldte ulykkestilfælde er dækningsberettigende.
- Selskabet bemærkede, at klageren havde svaret nej til, at et forsikringsselskab havde opsagt eller slettet forsikringer pga. præmierestance inden for de seneste 3 år, hvilket ikke var i overensstemmelse med de faktiske forhold. Selskabet henviste til deres generelle acceptpolitik, hvorefter forsikringen ikke kunne tegnes, hvis forsikringstageren var opsagt af tidligere selskab pga. restance eller havde afgivet urigtige oplysninger.
- Klagerens advokat anførte, at Nykredit Forsikring pr. telefon havde bekræftet, at forsikringen trådte i kraft straks, og at klageren ikke var vidende om, at han var i restance hos GF-forsikring.
- Selskabet påpegede, at de ikke havde optegnelser om, at klageren havde begæret, at ulykkesforsikringen skulle træde i kraft straks ved accepten, og at klageren burde have bemærket de tilsendte rykkere fra GF-forsikring.
Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet, at selskabets dokument af 14/12 2010 var et tilbud til klageren om tegning af en ulykkesforsikring. Da selskabet modtog det udfyldte og underskrevne dokument retur fra klageren den 23/12 2010, og først i 2011 meddelte klageren, at det ikke ville tegne ulykkesforsikringen, fandt nævnet, at klageren og selskabet den 23/12 2010 indgik en bindende aftale om tegning af en ulykkesforsikring. Nævnet fandt, at ulykkesforsikringen trådte i kraft den 23/12 2010, da selskabet modtog det udfyldte og underskrevne dokument.
Nævnet fandt, at selskabet havde bevist, at klageren i forbindelse med tegningen af forsikringen afgav urigtige oplysninger om tidligere skader og opsigelser pga. præmierestance. Nævnet vurderede, at afgivelsen af de urigtige oplysninger kunne tilregnes klageren som mindst uagtsom.
Da nævnet ikke fandt anledning til at betvivle selskabets oplysning om, at forsikringen ikke ville være antaget, såfremt korrekte oplysninger havde foreligget på tegningstidspunktet, kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet havde opsagt forsikringen med tilbagevirkende kraft til tegningstidspunktet i henhold til forsikringsaftalelovens § 6. Nævnet kunne derfor ikke kritisere, at selskabet havde afvist at yde forsikringsdækning for det anmeldte ulykkestilfælde.
Som følge heraf fik klageren ikke medhold.
Lignende afgørelser