Kompensation for flyforsinkelse: Kendt fabrikationsfejl ikke usædvanlig omstændighed

Sagens Baggrund og Parternes Påstande

Sagen omhandler et krav om kompensation fra to flypassagerer (sagsøgerne) mod Finnair Oyj (sagsøgte) i henhold til EU-forordning 261/2004. Sagsøgerne krævede 1.200 euro med procesrente, da deres flyrejse fra Billund til Bangkok via Helsinki den 11. juli 2016 blev forsinket med 4 timer og 8 minutter i forhold til den planlagte ankomsttid.

Der var enighed om, at forsinkelsen skyldtes en fabrikationsfejl i flyets brændstofsystem. Sagsøgte påstod frifindelse.

Sagsøgernes Synspunkter

Sagsøgerne gjorde gældende, at:

• Passagerer som udgangspunkt er berettiget til kompensation ved forsinkelser på over 3 timer, jf. EU-forordning 261/2004 artikel 7 og EU-Domstolens praksis (Sturgeon-dommen).
• Luftfartsselskaber er kun fritaget, hvis aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selvom alle rimelige forholdsregler var truffet.
• Tekniske fejl, der afdækkes ved vedligeholdelse eller skyldes manglende vedligeholdelse, anses ikke for "usædvanlige omstændigheder" ifølge Kommissionens fortolkning og EU-Domstolens praksis (Wallentin-Hermann-dommen).
• En "skjult fabrikationsmangel" kan udgøre en usædvanlig omstændighed, men sagsøgte havde kendskab til fejlen siden 25. marts 2016 (108 dage før den aktuelle flyvning), og fejlen var opstået flere gange på samme flytype. Dette indikerer, at fejlen ikke var "skjult" i den forstand, der fritager for ansvar.
• Sagsøgte havde pligt til at minimere forsinkelsen, især da fejlen opstod i sagsøgtes hjemmebase (Helsinki Lufthavn), og de var bekendt med fejlen i god tid før afgang.

Sagsøgtes Synspunkter

Sagsøgte gjorde gældende, at:

• Forsinkelsen skyldtes en skjult producentfejl i Airbus A350-900, hvilket udgør en usædvanlig omstændighed uden for Finnairs kontrol, jf. EU-forordning 261/2004 artikel 5, stk. 3, og EU-Domstolens praksis (Wallentin-Hermann og Van der Lans).
• Flyproducentens vejledning vedrørende fejlen udkom først i juni 2016, og en permanent løsning var først tilgængelig i 2017.
• Der gælder ingen generel pligt for luftfartsselskaber til at minimere forsinkelsen mest muligt, jf. ordlyden af EU-forordning 261/2004 artikel 5, stk. 3, og artikel 8, samt engelsk og svensk retspraksis.
• Finnair reparerede flyet hurtigst muligt og indsatte et reservefly for at udføre flyvningen.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten fandt, at der var enighed om, at forsinkelsen oversteg tre timer, hvilket som udgangspunkt berettiger sagsøgerne til kompensation.

Retten lagde til grund, at den samme fejl i brændstofsystemet, som forårsagede forsinkelsen, var konstateret på den samme flytype i en række tilfælde forud for den aktuelle flyvning. Sagsøgte var bekendt med fejlen og havde modtaget instruktioner fra producenten i juni 2016, selvom en permanent løsning endnu ikke var fundet.

Retten konkluderede, at da sagsøgte valgte at indsætte nye fly af den pågældende type i ordinær drift på trods af viden om den potentielle fejl og manglen på en færdigudviklet løsning, kunne den konkrete fejl ikke kvalificeres som en usædvanlig omstændighed, der lå uden for sagsøgtes sædvanlige aktivitetsudfoldelse og faktiske kontrol.

Det blev således ikke bevist, at der forelå omstændigheder, der kunne fritage sagsøgte for at betale kompensation for forsinkelsen.

Domslut

Sagsøgte, Finnair Oyj, blev dømt til at betale sagsøgerne 1.200 EUR med tillæg af procesrente fra den 24. august 2016 samt sagens omkostninger på 3.625 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8a.