Sag om afvisning af helbredsbetingede ydelser efter afskedigelse fra fleksjob

Sagen drejer sig om en forsikringstager, der har en livsforsikring i Bankpension, og som klager over selskabets afvisning af at yde helbredsbetingede ydelser efter sin afskedigelse fra et fleksjob. Bankpension afviser at udbetale invalidepension, da de mener, at klageren ikke har bevist et dækningsberettigende erhvervsevnetab på 2/3 eller derover.

Sagens omstændigheder

Klageren, født i 1974, er uddannet bankassistent og lider af morbus scheuermann og scoliose. Han var ansat i fleksjob som bankassistent fra 1. oktober 2003 til 31. august 2010.

Klageren anfører, at han blev afskediget grundet manglende helbred til at følge med de forventede ekstraordinære indsatser efter en fusion. Han fremhæver, at hans læge vurderer, at han kan arbejde 12 timer ugentligt, og at han efterfølgende er blevet ansat i et nyt fleksjob med 15 timer ugentligt. Klageren argumenterer for, at hans økonomiske erhvervsevnetab er væsentligt, idet hans nuværende løn er markant lavere end tidligere, hvilket beviser, at han ligger under grænsen for at være 2/3 uarbejdsdygtig. Han henviser også til en speciallægeerklæring, der vurderer hans erhvervsevne som nedsat.

Bankpensions argumenter

Bankpension fastholder afslaget med henvisning til, at klageren ikke har godtgjort et varigt erhvervsevnetab på mindst 2/3. De lægger vægt på, at klageren tidligere har varetaget et job på 20 timer om ugen, og at opsigelsen skyldtes organisatoriske forhold og nedskæringer, ikke helbredsmæssige ændringer. Selskabet mener, at klagerens erhvervsevne er i overensstemmelse med den tidligere præsenterede erhvervsevne, og at han som minimum kan arbejde 13-15 timer ugentligt. Bankpension fremhæver, at de helbredsmæssige forhold er uændrede siden 2010, og at tilkendelsen af fleksjob med løntilskud ikke nødvendigvis betyder, at den generelle erhvervsevne er tilsvarende nedsat. Bankpension understreger, at vurderingen af erhvervsevnen primært er medicinsk, og at de subjektive oplysninger om smerter ikke ændrer vurderingen.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at hans generelle erhvervsevne var nedsat med 2/3 eller derover, og klageren fik derfor ikke medhold.