PFA Pension: Afslag på fuld invalidepension efter hjernerystelse

Klageren klagede over, at PFA Pension vurderede hendes erhvervsevne til at være nedsat med halvdelen fra 1/6 2010, mens hun mente, den var nedsat med mindst 2/3.

Sagens omstændigheder

Klageren, født i 1968, er uddannet kontorassistent og har arbejdet med bogholderi. I november 2007 slog hun hovedet og fik hjernerystelse. Efter sygemelding genoptog hun arbejdet med 30 timer om ugen. I april 2009 blev hun igen sygemeldt pga. hovedpine og søgte helbredsbetingede ydelser. Selskabet vurderede hendes erhvervsevne midlertidigt nedsat til 1/3 og udbetalte ydelser fra 16/7 2009 til 1/6 2010.

Selskabet modtog efterfølgende lægelige og kommunale sagsakter til vurdering af klagerens erhvervsevne. En neurologisk speciallægeerklæring fra juli 2009 konkluderede, at klagerens symptomer efter hjernerystelsen var aftaget, men at medicinoverdoseringshovedpine kunne være en årsag til forværring. En psykiatrisk speciallægeerklæring vurderede, at klagerens funktionsevne var markant nedsat, men uden tegn på psykisk lidelse.

Et afklaringsforløb for whiplashramte identificerede permanente barrierer som hovedpine, nakke- og skuldersmerter, udtrætningsproblemer, koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder samt nedsat psykomotorisk tempo. En neurologisk speciallægeerklæring fra juni 2010 fandt, at klagerens tilstand havde været stationær siden oktober 2009, og at hun kunne arbejde ca. 12 timer om ugen med skånehensyn.

I et vejlednings- og afklaringsforløb i 2010 blev klageren afprøvet inden for forskellige arbejdsmiljøer. En slutrapport konkluderede, at klageren kunne fremmøde 10-15 timer ugentligt med behov for pauser og nedsat arbejdstempo. En neuropsykologisk erklæring vurderede klagerens prognose som dårlig og anbefalede et afskærmet arbejdsmiljø.

Klageren blev bevilget fleksjob pr. 31/8 2010. Selskabet revurderede klagerens ansøgning efter advokathenvendelse og fandt, at hendes erhvervsevne var nedsat til mellem halvdelen og 1/3.

Parternes argumenter

Klagerens advokat anførte, at den kommunale afklaring og fleksjobtilkendelse dokumenterede, at klagerens erhvervsevne var nedsat til maksimalt en tredjedel. Selskabet fastholdt, at det ikke var dokumenteret, at klagerens erhvervsevne var nedsat med mindst 2/3, idet klageren ikke ønskede at blive arbejdsprøvet i enkeltmandskontor, og at en funktion som piccoline/kontormedarbejder bedre ville tilgodese hendes skånehensyn.

Klagerens advokat fremlagde Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, hvor klagerens erhvervsevnetab var fastsat til 45 %, men anførte, at denne procent var uanvendelig for sagen, da der tages højde for fleksydelsen.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at hendes generelle erhvervsevne var nedsat med mindst 2/3, og klageren fik derfor ikke medhold.