Vestre Landsret hjemviser transfer pricing-sag til byretten

Sagen omhandler et skattemæssigt spørgsmål vedrørende Viking Life-Saving Equipment A/S' salg af varer til koncernforbundne selskaber og overholdelsen af armslængdeprincippet.

Sagens Baggrund

Sagerne blev oprindeligt anlagt ved Retten i Esbjerg den 21. december 2018. De vedrører, hvorvidt Viking Life-Saving Equipment A/S har solgt varer til koncernforbundne selskaber i overensstemmelse med armslængdeprincippet, som fastsat i Ligningsloven § 2.

SKATs Afgørelse

Den 4. juni 2012 forhøjede SKAT Viking Life-Saving Equipment A/S' selvangivne skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009 med 165.872.000 kr. SKAT mente ikke, at prisfastsættelsen ved koncerninterne salg var sket på armslængdevilkår. Som konsekvens heraf blev Kærende A/S', tidligere Sagsøger A/S' sambeskatningsindkomst ændret tilsvarende.

Landsskatterettens Afgørelse

Den 27. september 2018 traf Landsskatteretten afgørelse. Flertallet var enig med SKAT i, at Viking Life-Saving Equipment A/S ikke havde handlet på armslængdevilkår, men nedsatte forhøjelsen til 84.523.000 kr., da de ikke var enige i SKATs vurdering af det korrekte markedsmæssige vederlag. Kærende A/S', tidligere Sagsøger A/S' sambeskatningsindkomst blev tilsvarende ændret.

Sagsøgernes Anbringender

Viking Life-Saving Equipment A/S og Kærende A/S, tidligere Sagsøger A/S, indbragte afgørelserne for byretten. De gjorde gældende, at de havde modtaget markedsmæssigt vederlag, og at transfer pricing-dokumentationen opfyldte lovens krav. De mente derfor, at der ikke var grundlag for en transfer pricing-regulering.

Procesuelt Forløb

Retten i Esbjerg henviste den 24. august 2020 sagerne til Vestre Landsret som 1. instans i medfør af [Retsplejeloven § 226, stk. 1].

Skatteministeriets Begrundelse for Henvisning

Skatteministeriet anførte, at sagerne er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. De henviste til, at afgørelsen forudsætter stillingtagen til principperne i OECD Transfer Pricing Guidelines, herunder anvendelsen af det interkvartile interval, hvilket ikke tidligere er behandlet i retspraksis.

Sagsøgernes Indsigelse mod Henvisning

Sagsøgerne gjorde gældende, at afgørelsen primært beror på en sædvanlig bevisbedømmelse af, om de koncerninterne salg var på armslængdevilkår. Spørgsmålet om det interkvartile interval var kun relevant, hvis retten fandt, at der ikke var handlet på armslængdevilkår.

Vestre Landsrets Tidligere Praksis

Vestre Landsret havde den 2. juli 2020 afsagt dom i en anden transfer pricing-sag (BS-714/2016-VLR), hvor landsretten ikke behandlede spørgsmålet om det interkvartile interval, da den fandt, at der var handlet på armslængdevilkår.

Vestre Landsret afsagde kendelse om at ophæve byrettens henvisning og hjemvise sagerne til behandling i byretten som 1. instans.

Landsrettens Vurdering

Landsretten påså af egen drift, at betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. instans var opfyldt, jf. [Retsplejeloven § 226, stk. 5] og [Retsplejeloven § 226, stk. 1].

Retten fandt, at afgørelsen i første omgang beror på en konkret bevisvurdering af, om transfer pricing-dokumentationen giver skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet er overholdt. Spørgsmålet om anvendelsen af det interkvartile interval ville alene blive aktuelt, såfremt der ikke var handlet på armslængdevilkår.

Afgørelse

Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering fandt landsretten, at betingelserne for at henvise sagerne til landsretten i medfør af [Retsplejeloven § 226, stk. 1], ikke var opfyldt. Landsretten ophævede derfor byrettens kendelse og hjemviste sagerne til behandling i byretten i 1. instans, jf. [Retsplejeloven § 226, stk. 5], jf. stk. 1.