Manglende rentefiksering på tilgodehavende i Venezuela grundet force majeure – Indkomstår 2008

Sagen omhandlede Landsskatterettens vurdering af, hvorvidt SKAT var berettiget til at fiksere renter på et royaltytilgodehavende, som det danske moderselskab, G1 A/S (tidligere G2 A/S), havde i sit venezuelanske datterselskab, G3. SKAT havde forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2008 med 4.626.635 kr. med henvisning til Ligningsloven § 2 og Statsskatteloven § 4, idet de mente, at tilgodehavendet skulle have været forrentet i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Faktiske omstændigheder

G1 A/S er det ultimative moderselskab i G1-koncernen, og sagen vedrørte aktiviteterne i det venezuelanske datterselskab, G3, som beskæftiger sig med kødforarbejdning. G3 sælger produkter under varemærker, som moderselskabet enten ejer eller har licensrettigheder til. I 1992 indgik G1 en "Sublicense Agreement" med G3, og i 1999 en "Trademark License Agreement", som blev fornyet i 2009. Begge aftaler indeholdt force majeure-klausuler og fastslog, at royaltybetalinger skulle opgøres i lokal valuta (Bolivar) og konverteres til USD via den venezuelanske centralbank eller til den bedst lovligt tilgængelige vekselkurs.

Fra februar 2003 indførte Venezuela CADIVI-systemet, der begrænsede handel med fremmed valuta og krævede godkendelse fra centralbanken for betalinger i USD, herunder royalties. Dette førte til betydelige forsinkelser og manglende betalinger af royalties. I perioden 2008-2013 var G1 berettiget til royaltybetalinger på ca. 620 mio. kr., men kun 170 mio. kr. blev godkendt og udbetalt i 2010. I 2009 fik G1 tilladelse fra SKAT til at indtægtsføre royaltyindtægter fra G3 på betalingstidspunktet til en skønsmæssig værdi af 0 kr. på optjeningstidspunktet.

SKATs og klagerens argumenter

SKAT argumenterede for, at moderselskabets tilgodehavende i G3 skulle have været forrentet i overensstemmelse med armslængdeprincippet i Ligningsloven § 2, uanset valutarestriktionerne. De mente, at den manglende forrentning var i strid med armslængdeprincippet, og at G3 havde tilstrækkelig betalingsevne. SKAT estimerede en rentefod på 13% baseret på G3's eksterne banklån og beregnede en manglende renteindtægt på 4.626.635 kr. for 2008. SKAT afviste, at force majeure-klausulerne fritog G3 for rentebetaling, da parterne var bekendt med valutarestriktionerne på leveringstidspunkterne. SKAT fastholdt også, at deres tilladelse fra 2009 kun vedrørte periodisering af royaltyindtægten og ikke værdien af en eventuel rentefordring.

Selskabets repræsentant bestred forhøjelsen med tre hovedargumenter: For det første eksisterede der ingen rentefordring, da den manglende betaling skyldtes force majeure (valutarestriktioner), hvilket fritog G3 for ansvar, herunder rentetab. For det andet, selv hvis der eksisterede en rentefordring, skulle den værdiansættes til 0 kr., da royaltyfordringen selv var værdiansat til 0 kr. ifølge SKATs tilladelse fra 2009, og de samme reale forhold (hyperinflation, valutarestriktioner) påvirkede et rentekrav. For det tredje, selv hvis der var en værdi, skulle beskatningen først ske på betalingstidspunktet, som aldrig indtraf. Repræsentanten henviste til obligationsretlige principper og OECD Transfer Pricing Guidelines (2010), der understøtter udskydelse af indtægtsførelse ved betalingsrestriktioner. Det blev også anført, at ingen uafhængig part ville opkræve renter i en sådan situation, og at SKATs sammenligning med banklån var irrelevant.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at der som udgangspunkt vil opstå en rentefordring ved et tilgodehavende mellem koncernforbundne parter, der er opstået som følge af manglende royaltybetalinger. Skattestyrelsen var derfor berettiget til at fiksere en manglende rentebetaling til selskabet.

Det var dog uomtvistet, at koncernens aktiviteter i Venezuela var underlagt helt ekstraordinære forhold. Retten vurderede derfor, om force majeure-klausulerne i licensaftalerne trådte i kraft og dermed fritog datterselskabet fra dets betalingsansvar, hvilket ville gøre en forrentning af tilgodehavendet uberettiget.

Landsskatteretten lagde til grund, at datterselskabet ikke efter gældende national lov kunne have udbetalt royalties udover de konkrete tilladelser, det fik i 2010. Den manglende betaling blev anset for alene at være en konsekvens af de venezuelanske myndigheders restriktioner. I licensaftalen fra 1992 omtales restriktioner fra offentlige myndigheder under force majeure-klausulen som en gyldig årsag til opfyldelseshindring, der fritager parterne for ansvar. Selvom dette ikke var specifikt nævnt i licensaftalen fra 1999 (fornyet i 2009), kunne det ikke anses som udtryk for, at sådanne omstændigheder ikke længere skulle være dækket af force majeure-klausulen. Retten lagde vægt på, at de nævnte eksempler i klausulen ikke var udtømmende, og at begge aftaler fremhævede hændelser, der var ”beyond reasonable control of the affected parties”.

Disse restriktioner fra de venezuelanske myndigheder blev anset for at ligge uden for selskabernes rimelige kontrol og faldt derfor inden for force majeure-klausulernes anvendelsesområde i licensaftalerne. Dermed var datterselskabet midlertidigt fritaget fra sit betalingsansvar. De af Skattestyrelsen fikserede renter blev vurderet at udgøre det i aftalerne benævnte ”damage suffered”, og datterselskabet var derfor også fritaget fra at dække det tab, som moderselskabet led ved ikke at modtage det skyldige royaltybeløb løbende. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at parterne ved aftalernes indgåelse ikke kunne have forudset indførslen af valutarestriktionerne. Hvorvidt parterne på leveringstidspunkterne var bekendt med omstændighederne, kunne ikke finde relevans i sagen, da force majeure-klausuler måtte vurderes ud fra det kendskab til omstændigheder og forudsætninger, som parterne havde på tidspunktet for aftalernes indgåelse.

Landsskatteretten fandt desuden, at Skattestyrelsen ikke havde bevist, at der mellem uafhængige parter under de samme konkrete omstændigheder ville være opstået et rentekrav som følge af et lignende tilgodehavende.

Skattestyrelsens forhøjelse blev således nedsat til 0 kr.