PensionDanmark: Afslag på supplerende førtidspension pga. § 56-aftale ved genindtræden i pensionsordning
Dato
13. februar 2012
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Arbejdsmarkedsp
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Pension Danmark
Dokument
Lovreferencer
Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over, at PensionDanmark har afvist at udbetale supplerende førtidspension.
Sagens omstændigheder
Klageren havde en arbejdsmarkedspensionsordning i PensionDanmark. Han blev optaget i pensionsordningen den 1/1 1993 og overgik den 1/8 2002 til hvilende medlemskab, hvorved dækningen ved førtidspensionering bortfaldt. Den 2/8 2008 genindtrådte han i pensionsordningen.
Den 27/1 2010 ansøgte klageren om udbetaling af supplerende førtidspension og opsparingssikring, idet han oplyste, at han led af dårlig ryg og var tilkendt offentlig førtidspension pr. den 1/2 2010.
Selskabet afviste udbetaling med henvisning til, at klageren, da han genindtrådte i pensionsordningen pr. den 2/8 2008, var ansat med en Sygedagpengeloven § 56-aftale.
Parternes argumenter
Klagerens advokat anførte, at forsikringsbetingelsernes § 16, stk. 3, ikke omtaler § 56-ydelser, og at sådanne ydelser ikke kan sidestilles med støttet beskæftigelse. Han fremhævede, at en § 56-aftale kan etableres i henhold til sygedagpengeloven, når der kan være en forøget risiko for sygefravær, og at det for medarbejderen blot betyder, at det er nemmere at have det fravær, der er nødvendigt.
Selskabet anførte, at der efter PensionDanmarks opfattelse principielt er tale om støttet beskæftigelse, når ansættelsesforholdet hviler på en Sygedagpengeloven § 56-aftale. De henviste til, at hjemlen til § 56-aftaler findes i sygedagpengeloven, og at sådanne aftaler forudsætningsvis finder anvendelse på medarbejdere med en vis arbejdsevne i behold. Selskabet fastholdt, at klagerens pensionsordning er blevet omregnet, således at den hidtidige betaling for forsikringen ved førtidspension er blevet overført og anvendt til forøgelse af klagerens pensionsopsparing.
Nævnet lægger til grund, at klageren ved sin genindtræden i pensionsordningen den 2/8 2008 var ansat med en Sygedagpengeloven § 56-aftale.
Nævnets flertal finder, at der ved en sådan ordning er tale om "anden støttet beskæftigelse", jf. forsikringsbetingelsernes § 16, stk. 3, og kan derfor ikke kritisere, at selskabet har afvist at udbetale supplerende førtidspension med henvisning til, at klageren ved optagelsen var ansat i støttet beskæftigelse.
Nævnets mindretal finder, at en Sygedagpengeloven § 56-aftale ikke kan anses som støttet beskæftigelse i forsikringsbetingelsernes forstand.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen bestemmes:
Klageren får ikke medhold.
Lignende afgørelser