Command Palette

Search for a command to run...

Klage over erstatningsstørrelse for tandskade efter ulykke – Topdanmark Forsikring A/S

Dato

22. december 2011

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Ulykke

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

Topdanmark

Dokument

Klageren havde en ulykkesforsikring i Topdanmark Forsikring A/S og klagede over størrelsen af den erstatning, selskabet havde tilbudt i forbindelse med en tandskade. Klageren havde desuden en ulykkesforsikring i Forsikrings-Aktieselskabet Alka, og denne klage blev behandlet under et andet sagsnummer.

Sagens omstændigheder

  • Klageren anmeldte en tandskade den 15/10 2010, og en tandlægeerklæring af 13/10 2010 angav behandlingsomkostningerne til 10.495,63 kr.
  • Topdanmark tilbød at dække 6.400,51 kr. af behandlingen.
  • Klageren anførte, at han var blevet overfaldet og havde fået slået tænder ud, og at Alka Forsikring skulle betale det resterende beløb.

Parternes argumenter

  • Klageren ønskede, at Alka Forsikring skulle betale det skyldige beløb, så han fik den dækning, han havde betalt for i ca. 10 år.
  • Topdanmark anførte, at de dækkede rimelige og nødvendige udgifter til tandbehandling efter et ulykkestilfælde.
  • Selskabet dækkede ikke udgiften til en diagnostisk og forebyggende grundydelse, da det var indeholdt i honoraret for tandlægeerklæringen.
  • Selskabet mente, at tandlægens pris for fjernelse af de skadede tænder var for høj og ville maksimalt betale 1.000 kr. pr. tand.
  • Topdanmark henviste til, at Alka Forsikring var kommet frem til samme vurdering af dækningen, og at der var tale om en deling af udgifterne mellem selskaberne.

Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort grundlag for at pålægge selskabet at udbetale yderligere erstatning. Nævnet henviste til Forsikringsaftaleloven § 39, stk. 1, hvorefter et forsikringsselskab ikke er forpligtet til at betale en større erstatning, end hvad der kræves til dækning af det lidte tab. Da der var tale om dobbeltforsikring, hæftede selskaberne solidarisk, jf. Forsikringsaftaleloven §§ 41-44, men kun for det opgjorte tab. Klageren fik derfor ikke medhold.

Lignende afgørelser