Højesteretsdom om ugyldighed af aftale indgået med henblik på skatteunddragelse

Sagen omhandlede en tvist mellem Part 1 A/S under konkurs (entreprenør) og Part A og Part B (bygherrer) vedrørende en entrepriseaftale om ombygning af en ejendom i Næstved. Aftalen, indgået i 2007, havde en entreprisesum på 1.112.550 kr. ekskl. moms. Det centrale stridspunkt var en tillægsaftale om, at en del af betalingen skulle ske kontant og uden at blive bragt til det offentliges kendskab, med det formål at unddrage statskassen moms og skat.

Sagens Forløb og Parternes Påstande

Arbejdet blev udført fra august 2007 til april 2008, og Part 1 A/S gik konkurs i august 2009. Konkursboet fremsatte et krav mod Part A og Part B på 368.252,50 kr. med procesrente, subsidiært ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning. Konkursboet opgjorde sin samlede betalingspåstand til 1.337.102,50 kr. inkl. moms, efter fradrag af betalte fakturaer og anerkendte kontantindbetalinger samt et modregningskrav. Der var uenighed om størrelsen af de kontante indbetalinger, hvor konkursboet anerkendte 367.500 kr., mens Part A og Part B mente at have betalt 575.000 kr. kontant.

Part A og Part B påstod stadfæstelse af landsrettens dom, subsidiært frifindelse og mere subsidiært ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning.

Konkursboets Anbringender

Part 1 A/S under konkurs anførte, at sagen ikke skulle afvises, da kravet ikke ville medføre en ulovlig handling eller stride mod Danske Lov 5-1-2. De argumenterede for, at den sorte betalingsaftale ikke gjorde entrepriseaftalen ugyldig, og at konkursboet var berettiget til betaling i overensstemmelse med aftalen, da de leverede den fulde ydelse. De henviste også til et restitutionskrav, hvis aftalen blev anset for bortfaldet, og anførte, at Part A og Part B ikke havde løftet bevisbyrden for yderligere kontantbetalinger.

Part A og Part B's Anbringender

Part A og Part B anførte, at konkursboets krav i det hele vedrørte den kontante betaling, der skulle holdes uden for det offentliges kendskab. De gjorde gældende, at domstolene ikke bør imødekomme påstande, der forfølger et ufornuftigt eller urimeligt formål, og at det at inddrive et tilgodehavende opnået som led i strafbar virksomhed, var et sådant formål. De mente, at konkursboet ikke kunne opnå en bedre retsstilling end Part 1 A/S selv. De anførte desuden, at aftalens strid med skatte- og momslovgivningen ikke i sig selv medførte ugyldighed, men at Danske Lov 5-1-2 og de dertil knyttede retsgrundsætninger indebar, at konkursboet ikke kunne få dom for et sådant tilgodehavende, selvom ydelsen var erlagt.

Højesterets Begrundelse og Afgørelse

Højesteret fandt ikke grundlag for at afvise sagen, selvom den omhandlede et betalingskrav af en karakter, der involverede ulovlige elementer.

Det blev lagt til grund, at parterne ved indgåelsen af entrepriseaftalen havde aftalt, at en væsentlig del af entreprisesummen skulle betales kontant og uden moms. Formålet var at unddrage statskassen moms og skat i forbindelse med entreprisen.

Anvendelse af Danske Lov 5-1-2

Højesteret henviste til Danske Lov 5-1-2, som fastslår, at en aftale under visse omstændigheder kan være ugyldig, hvis den strider mod almindelig moralopfattelse, uanset om andre retsnormer er overtrådt. Bestemmelsen kan anvendes, når en aftale krænker en tredjemands eller en samfundsmæssig interesse, selvom ingen af parterne ønsker aftalen tilsidesat.

Aftalens Ugyldighed

Efter karakteren af den indgåede aftale, som havde til formål at omgå skatte- og momslovgivningen, fandt Højesteret, at aftalen var ugyldig i henhold til Danske Lov 5-1-2. Dette betød, at Part 1 A/S under konkurs ikke kunne støtte et krav mod Part A og Part B på denne aftale, heller ikke selvom kravet blev opgjort med tillæg af moms.

Konkursboets anbringender om, at boet ikke var part i entrepriseaftalen, eller at boet havde et restitutionskrav, ændrede ikke ved resultatet.

Dommens Konklusion

Part A og Part B blev frifundet. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for byret, landsret eller Højesteret til den anden part.