Afgørelse om afslag på opholdstilladelse grundet manglende tilknytning til Danmark

Sagen omhandler, hvorvidt et barn og dennes familie har opnået tilstrækkelig selvstændig tilknytning til Danmark til at opnå opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, under hensyntagen til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og 14, samt FN's Børnekonvention artikel 3.

Sagens Baggrund

Sagsøger 1 og Sagsøger 2, begge statsborgere i Nigeria, indrejste i Danmark i april 2011. Sagsøger 1 fik opholdstilladelse under greencardordningen, og Sagsøger 2 som medfølgende familiemedlem. Deres opholdstilladelser var midlertidige og udløb den 1. juli 2018. De har fire fællesbørn, Barn 1 (født 2011), Barn 2 (født 2013), Barn 3 (født 2015) og Barn 4 (født 2018), som alle er født i Danmark og er nigerianske statsborgere.

Barn 1 fik tildelt CPR-nummer ved fødslen og deltog i det danske vaccinationsprogram. Han startede i vuggestue i juni 2012. Først den 29. oktober 2013 fik Barn 1 opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem efter Udlændingeloven § 9 m, stk. 1. Denne tilladelse var midlertidig og udløb ligeledes den 1. juli 2018.

Sagens Forløb

Efter udløbet af familiens opholdstilladelser i juli 2018 ansøgte de om nye opholdstilladelser med henvisning til Barn 1's selvstændige tilknytning til Danmark. Udlændingestyrelsen afslog ansøgningen den 5. oktober 2018, og Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen den 1. april 2019. Familien blev pålagt at udrejse af Danmark.

Familien anmodede om genoptagelse af sagen, men Udlændingenævnet fastholdt afslaget den 21. august 2019. Familien indgav herefter nye ansøgninger den 11. marts 2020, som Udlændingestyrelsen igen afslog den 12. maj 2020. Denne afgørelse blev påklaget til Udlændingenævnet, som stadfæstede afslaget den 10. februar 2021.

Familien udrejste til Sverige den 21. april 2021, hvor de søgte asyl, men fik afslag og blev udvist til Nigeria. Ifølge Sagsøger 2 opholder familien sig nu i Nigeria, hvor Barn 1 går i skole.

Barn 1's Opholdsperioder i Danmark

Parternes Påstande og Anbringender

Sagsøgerne påstod, at Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2021 skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. De gjorde gældende, at Barn 1 havde opnået en stærk og selvstændig tilknytning til Danmark, idet hans ophold fra fødslen i 2011 skulle medregnes som lovligt ophold. De henviste til, at Barn 1 var født og opvokset i Danmark, havde gået i danske institutioner og skole, talte dansk, og at et afslag ville stride mod barnets tarv og familiens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8 og FN's Børnekonvention artikel 3. De anførte desuden, at Udlændingenævnets afgørelse udgjorde usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14.

Udlændingenævnet påstod frifindelse og gjorde gældende, at familiens opholdstilladelser var midlertidige og betingede af Sagsøger 1's tilknytning til arbejdsmarkedet. De fastholdt, at Barn 1 kun havde haft lovligt ophold i 4 år og 8 måneder, og at de perioder med processuelt eller ulovligt ophold ikke skulle indgå i vurderingen af selvstændig tilknytning. De anførte, at der ikke forelå "ganske særlige grunde" til at meddele opholdstilladelse, og at afgørelsen var i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og 14, samt FN's Børnekonvention.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten har foretaget en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder Barn 1's tilknytning til Danmark, forældrenes opholdsgrundlag og de internationale forpligtelser.

Barn 1's Opholdsgrundlag og Tilknytning

Landsretten lægger til grund, at Barn 1's lovlige ophold i Danmark strækker sig fra den 29. oktober 2013 (da han fik opholdstilladelse) til den 1. juli 2018, hvilket udgør en periode på 4 år og 8 måneder. Dette ophold var midlertidigt og betinget af Sagsøger 1's beskæftigelse og selvforsørgelse.

Landsretten bemærker, at forarbejderne til Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 1 (lov nr. 418 af 12. maj 2012) og Justitsministeriets notat af 15. maj 2014, som sagsøgerne har henvist til, primært vedrører ægtefællesammenføring og humanitære opholdstilladelser, og ikke direkte den foreliggende situation med midlertidigt ophold under greencardordningen.

Landsretten finder ikke, at der foreligger en fast administrativ praksis, hvorefter der i en situation som den foreliggende, hvor der er tale om midlertidigt ophold efter greencardordningen, meddeles opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1.

Forholdet til Menneskerettighedskonventionen

Landsretten vurderer, at Udlændingenævnets afgørelse er forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (ret til privat- og familieliv). Det fremgår af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at hvis en udlænding fra begyndelsen er klar over, at dennes immigrationsstatus er usikker, er fortsættelsen af privatlivet i værtslandet kun beskyttet under exceptionelle omstændigheder. Barn 1's opholdstilladelse var tidsbegrænset og betinget af faderens tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket var klart for familien.

Landsretten finder, at det ikke udgør en krænkelse af EMRK artikel 8, at Barn 1 og hans familie blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1.

Forholdet til Diskrimination

Landsretten finder heller ikke, at udlændingemyndighedernes manglende inddragelse af den periode, hvor Barn 1 ikke havde lovligt ophold, indebærer en krænkelse af EMRK artikel 14 (forbud mod diskrimination). Lovligt og ulovligt ophold kan ikke sammenlignes, og kravet om 6-7 års lovligt ophold for at opnå stærk tilknytning er en betingelse for at opnå opholdstilladelse.

Forholdet til Børnekonventionen

Landsretten bemærker, at FN's Børnekonvention er en relevant retskilde, men ikke direkte inkorporeret i dansk ret. Den kan inddrages ved fortolkning, men kan ikke føre til resultater, der strider mod ordlyden eller en gængs fortolkning af gældende dansk ret. Forældrene har det primære ansvar for barnets tarv, og familien kan forblive samlet i Nigeria, hvilket må antages at være det bedste for Barn 1.

Konklusion

Landsretten finder, at Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2021 er gyldig og lovlig, og at der ikke foreligger tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering.

Udlændingenævnet frifindes.

Sagsomkostninger

Statskassen skal inden 14 dage betale 125.000 kr. til Udlændingenævnet i sagsomkostninger, forrentet efter Renteloven § 8 a.