Afvisning af dækning efter brandskade: Merudgifter, inventarskade og huslejekompensation

Klageren havde en familieforsikring i Forsikrings-Aktieselskabet Alka og klagede over selskabets afvisning af at yde forsikringsdækning for en række forhold efter en brand i kælderen i hendes ejendom d. 12/4 2010, som medførte sodskade i hendes lejlighed.

Klagerens påstande

Klageren ønskede kompensation for:

• Ekstra udgifter til restaurantbesøg for fire personer.
• Husleje for perioden, hvor lejligheden var ubeboelig.
• Ødelagt inventar (sofa, spisebord, sofabord, stol).
• Malerarbejde efter branden.

Selskabets argumenter

Selskabet afviste klagerens krav med følgende begrundelser:

• Klagers krav om refusion af udgifter til restaurant under genhusningen blev afvist, da klager og hendes børn ikke opholdt sig i genhusningslejligheden. Selskabet havde betalt for en 4-personers hotellejlighed med morgenmad i hele perioden.
• Selskabet mente, at klager ikke havde haft merudgifter til bespisning udover det sædvanlige.
• Sofaen bar præg af normalt slid og ikke skade.
• Selskabet var ikke blevet kontaktet vedrørende malerarbejde, og der var ikke fremlagt dokumentation for nødvendigheden eller udførelsen af dette.
• Kompensation for husleje kunne ikke rejses på indboforsikringen, da dette skulle refunderes af boligselskabet i henhold til lejeloven. Selskabet havde dog undladt at opkræve sparet husleje og selvrisiko som erstatning for ødelagte madvarer og ikke-dækningsberettigede skader på sofa og bord.

Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 39 om, at klager ikke både kunne genhuses på selskabets regning og beholde refunderet husleje.

Klagerens bemærkninger

Klageren anførte, at familien boede i den tildelte hotellejlighed og havde haft merudgifter til restaurantbesøg. Hun fastholdt, at sofaen var skadet efter afrensning, og at medarbejdere fra Dansk Bygningskontrol havde anerkendt skaderne på både sofa og spisebord. Klageren mente, at hun var blevet kastebold mellem forsikringsselskabet og udlejer vedrørende kompensation for husleje.

Nævnet fandt, at det på det foreliggende grundlag ikke var bevist, at klageren havde haft merudgifter til tøjkøb og bespisning, og kunne derfor ikke kritisere selskabets afvisning af disse krav.

Vedrørende sofaen og sofabordet fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere størrelsen af den erstatning på 6.128 kr., som selskabet havde ydet.

Nævnet kunne heller ikke kritisere, at selskabet havde afvist kravet om kompensation for malerarbejde, da dette ikke var omfattet af familieforsikringen.

Nævnet udtalte, at klageren måtte forfølge sit krav om tilbagebetaling af husleje for den periode, hvor det lejede ikke kunne bebos, mod udlejeren. At udlejeren eventuelt havde afvist kravet, indebar ikke, at selskabet skulle betale for den uretmæssigt opkrævede husleje.

Som følge heraf bestemte nævnet, at klageren ikke fik medhold.