Afgørelse vedrørende afvisning af ménerstatning for psykisk lidelse
Dato
27. juni 2011
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Ulykke
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Danske Forsikring (ved Topdanmark)
Dokument
Sagen drejer sig om en forsikringstager, der har en ulykkesforsikring i Danske Forsikring A/S, og som klager over, at selskabet har afvist at udbetale ménerstatning for et anmeldt ulykkestilfælde.
Sagens omstændigheder
Klageren anmeldte den 12. april 2010, at han havde været udsat for et ulykkestilfælde i forbindelse med sit arbejde, hvor han gennem længere tid havde haft et problemfyldt forhold til sin leder. Skadedatoen blev anført som den 11. december 2006, som var kulminationen, hvor hans arbejdsevne endegyldigt mistedes. Denne dato er ligeledes første sygedag.
Ifølge en helbredsattest fra klagerens læge fra 2007, var klageren tidligere behandlet for mavesår, og han henvendte sig flere gange i efteråret 2006 pga. mavesmerter. Klageren mente selv, at generne var nervøst betingede og skyldtes et dårligt og belastende samarbejde med sin inspektør. Da det i december 2006 viste sig, at han ikke kunne opnå frivillig fratræden, blev klageren fortvivlet og sygemeldte sig. I februar 2007 følte han sig voldsomt presset og psykisk ude af balance.
En psykiatrisk speciallægeerklæring fra 2007 beskriver, at klageren igennem 23 år havde været ansat ved ..., og at han for 3 år siden udviklede en alvorlig depression. Klageren havde oplevet sig belastet på arbejdspladsen, hvor han oplevede at befinde sig i et modsætningsforhold til sin chef. Han havde været sygemeldt siden december 2006.
Parternes argumenter
Klageren mener, at Danske Forsikring skal efterleve en Højesteretsafgørelse og dække skade på sjælen, så sagen kan løses i mindelighed.
Selskabet fastholder, at der ikke er sket et ulykkestilfælde i forsikringsmæssig forstand, idet der ikke er sket en pludselig udefra kommende påvirkning, som medfører en påviselig legemsbeskadigelse. Selskabet mener, at klagerens psykiske gener er kommet over en årrække, og at der derfor ikke er tale om en pludselig udefra kommende hændelse.
Ankenævnet fandt, at klagerens psykiske mén ikke var udløst af en pludselig udefra kommende påvirkning. Da klageren ikke havde været udsat for et ulykkestilfælde i forsikringsbetingelsernes forstand, kunne nævnet ikke kritisere selskabets afvisning af at yde forsikringsdækning. Derfor fik klageren ikke medhold.
Lignende afgørelser