Nordea Pension: Ophør af udbetaling af invalidepension til forsikringstager

Klageren havde en livsforsikring i Nordea Pension og klagede over, at selskabet ikke ville anerkende, at hendes erhvervsevne var varigt nedsat med minimum halvdelen, og dermed ikke ville udbetale ydelser i overensstemmelse hermed. Nordea Pension mente ikke, at klagerens erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad og havde stoppet udbetalingerne d. 1. juni 2010.

Forsikringen gav ret til udbetaling ved tab af erhvervsevne og præmiefritagelse, hvis klagerens erhvervsevne blev nedsat til 1/3 eller mindre af den fulde erhvervsevne. Hvis erhvervsevnen blev nedsat til mellem 1/2 og 2/3, var der ret til halve ydelser med en karensperiode på 3 måneder.

Klageren, der er født i 1971, er ufaglært og havde bl.a. arbejdet på fabrik og som rengøringsassistent. Hun blev sygemeldt d. 18. april 2004 fra sit arbejde som rengøringsassistent pga. højresidig påvirkning af midterste håndnerve samt lænderygsmerter. Selskabet bevilgede præmiefritagelse og udbetaling af invalidepension fra karensperiodens udløb. Efter et revalideringsforløb blev klageren visiteret til flexjob og startede d. 1. marts 2006 som butiksassistent i en tøjforretning 20 timer ugentligt med 2/3 løntilskud fra kommunen. Selskabet vurderede, at klagerens erhvervsevne var nedsat til halvdelen og bevilgede halve ydelser fra d. 1. december 2005.

Klageren blev sygemeldt igen d. 14. juni 2007 pga. kræft i livmoderen, og selskabet bevilgede fulde ydelser fra karensperiodens udløb d. 19. september 2007. I perioden fra d. 4. december 2007 til d. 3. januar 2008 var klageren i virksomhedspraktik, hvor hun arbejdede 10 timer ugentligt, men var plaget af smerter og måtte tage morfin. Kommunens lægekonsulent vurderede d. 23. april 2008, at der var tale om vedvarende smerter, og at klageren til tider havde behov for morfinlignende præparater, og at hun i disse situationer var uarbejdsdygtig, også i fleksjob. En psykologisk speciallægeerklæring konkluderede d. 1. juli 2008, at klageren havde en emotionel ustabil personlighedsstruktur, men at hun psykisk skønnedes at være i stand til at klare et job.

D. 11. april 2009 kom klageren ud for en ulykke, hvor hun blev skubbet og faldt henover et bord. En speciallæge i ortopædisk kirurgi vurderede d. 26. november 2009, at der var en tidsmæssig og sandsynlig årsagsmæssig sammenhæng mellem uheldet og klagerens gener, og at der var tale om moderate varige mén i form af hovedpinetendens og nakkesmerter samt smerter i hale- og korsbensregionen.

I perioden fra d. 1. marts til d. 30. april 2010 var klageren i praktik i køkkenet i en større virksomhed 20 timer om ugen. Efter selskabets anmodning blev klageren d. 28. april 2010 undersøgt af en speciallæge i fysiurgi/reumatologi, som konkluderede, at der ikke var fundet holdepunkt for lidelse i bevægeapparatet, som skulle umuliggøre, at patienten på et senere tidspunkt ville blive i stand til at klare mere end 20 timer pr. uge. På baggrund af denne erklæring vurderede selskabet, at klageren ikke længere var berettiget til at modtage hverken hele eller halve ydelser og stoppede udbetalingerne fra maj 2010.

Nævnet fandt, at klagerens erhvervsevne ikke var nedsat i dækningsberettigende grad, idet selskabet var indstillet på at revurdere sagen, hvis den forestående koloskopi viste en forværring af klagerens tilstand. Derfor fik klageren ikke medhold.