Klage over fastsat méngrad efter ankelbrud

Klageren havde en kollektiv ulykkesforsikring i Forsikrings-Aktieselskabet Alka og klagede over den af selskabet fastsatte méngrad i forbindelse med et anmeldt ulykkestilfælde.

Sagens omstændigheder

Klageren brækkede sin venstre ankel to steder den 19/7 2008 efter et fald. Hun blev opereret og efterfølgende genoptrænet samt behandlet af en fysioterapeut og en ortopædkirurg.

Selskabet anerkendte ulykkestilfældet som dækningsberettigende og fastsatte méngraden til 8 % på baggrund af de lægelige oplysninger.

En speciallægeepikrise fra 6/3 2009 beskrev klagerens tilstand som værende med rimelig gangfunktion, men med tiltagende besvær ved afvikling hen over forfoden og stivhed i storetåen. Undersøgelsen viste en stabil ankel, let hævelse og reduceret bevægelighed.

En funktionsattest fra 23/6 2009 noterede, at klageren havde svært ved at gå, konstante smerter og føleforstyrrelser. Attesten viste også nedsat bevægelighed i fodleddet og fodens drejebevægelse samt muskelsvind i lår og læg og hævelse af fod og ankel.

Selskabet fastsatte klagerens méngrad til 8 % i henhold til Arbejdsskadestyrelsens méntabel, hvilket blev meddelt hende den 9/7 2009. Selskabet lagde vægt på gener i form af nedsat bevægelighed over fodleddet samt smerter, der forværredes ved belastning.

Efter korrespondance mellem parterne om méngradens korrekthed, foranledigede selskabet en undersøgelse af klageren af en ortopædkirurg.

En ortopædkirurgisk speciallægeerklæring fra 17/12 2009 beskrev klagerens daglige smerter fra venstre fodled, nedsat bevægelse og besvær med at afvikle gangen. Undersøgelsen viste let halten, manglende evne til at sætte sig på hug eller præstere tågang, let omfangsforøgelse af venstre fodled, muskelsvind og ophævet følesans på ydersiden af foden. Generne fra venstre stortå blev ikke relateret til uheldet.

Selskabet fastholdt sin afgørelse den 14/1 2010, hvorefter klageren indbragte sagen for nævnet den 6/4 2010. Klageren anførte, at Alka ikke havde taget hensyn til overlæge C.Å.H.'s ekspertudtalelse, og at en méngrad på 8 % ikke svarede til hendes forringede livskvalitet.

Selskabet bemærkede den 10/5 2010, at fastsættelsen af méngraden sker efter Arbejdsskadestyrelsens méntabel og praksis, og at vurderingen foretages af selskabets lægekonsulenter på baggrund af sagens lægelige oplysninger uden hensyn til skadelidtes erhverv og sociale forhold. Selskabet henviste til Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt 2.3.3., der beskriver 'Brud på fodled helet med middelsvære smerter og middelsvært nedsat bevægelighed, samt eventuel skurren' som svarende til en méngrad på 8 %.

Klageren accepterede den 2/6 2010, at hendes sociale forhold samt generne fra venstre storetå ikke indgik i vurderingen af méngraden, men gjorde gældende, at méngraden på baggrund af speciallægeerklæringen måtte fastsættes højere. Hun beskrev yderligere begrænsninger i sin funktionsevne.

Selskabet fastholdt sin afgørelse og henviste til Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt D.2.2.3.

Efter en gennemgang af sagen, inklusiv speciallægeerklæringen af 17/12 2009, fandt Ankenævnet ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde fastsat méngraden til 8 % i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens méntabel.

Nævnet bemærkede, at spørgsmålet om méngradens størrelse kunne indbringes for Arbejdsskadestyrelsen, men fandt ikke, at en méngrad på mere end 8 % var tilstrækkeligt godtgjort til, at nævnet for sit vedkommende fandt anledning til at forelægge spørgsmålet for Arbejdsskadestyrelsen.

Konklusion

Nævnet fandt ikke grundlag for at pålægge selskabet at udbetale yderligere erstatning, og klagen blev derfor ikke taget til følge.