Afgørelse om erstatning for varetægtsfængsling efter dom for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1

Sagen omhandler en erstatningssag mod Anklagemyndigheden, hvor erstatningssøgende krævede erstatning for uberettiget frihedsberøvelse i forbindelse med en piraterisag i Guineabugten.

Baggrund for Sagen

Den 24. november 2021 blev erstatningssøgende såret og fik amputeret sit ene ben ombord på fregatten Esbern Snare under en konfrontation med formodede pirater i Guineabugten. Han blev efterfølgende indlagt på et hospital i Ghana for lægefaglig behandling.

Frihedsberøvelsens Forløb

• Erstatningssøgende blev varetægtsfængslet in absentia af Københavns Byret fra den 24. november 2021 til den 7. januar 2022, mistænkt for forsøg på manddrab, jf. Straffeloven § 237, jf. Straffeloven § 21.
• Han blev anholdt den 6. januar 2022 og varetægtsfængslet fra den 7. januar 2022 til den 7. maj 2022.
• Mistankegrundlaget blev ændret til overtrædelse af Straffeloven § 252, stk. 1 fra den 7. maj 2022 til den 28. november 2022.
• Efter dommen den 28. november 2022 blev han varetægtsfængslet i medfør af Hjemrejseloven § 14, stk. 1 frem til den 13. december 2022, hvor han blev løsladt til Center Sandholm.
• Den samlede frihedsberøvelse udgjorde 384 dage.

Dom og Erstatningskrav

• Erstatningssøgende blev ved Københavns Byrets dom af 28. november 2022 fundet skyldig i den rejste tiltale (overtrædelse af Straffeloven § 252), men straffen bortfaldt i medfør af Straffeloven § 83.
• Erstatningssøgende fremsatte krav om erstatning på 501.900 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 13. december 2022, jf. Retsplejeloven § 1018 a, stk. 2.
• Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet afslog erstatningskravet den 23. februar 2023, hvilket Rigsadvokaten tiltrådte den 5. juni 2023. Begrundelsen var, at erstatningssøgende selv havde givet anledning til frihedsberøvelsen, jf. Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3.

Sagens Oplysninger

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet anmodede den 16. december 2021 om international retshjælp til Ghana i henhold til principperne i Den Europæiske Konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. Anmodningen omhandlede tilladelse til indlæggelse på hospital i Ghana og bevogtning af erstatningssøgende under indlæggelsen, da han var varetægtsfængslet af danske myndigheder.

Justitsministeren pålagde den 5. januar 2022 Rigsadvokaten at standse forfølgningen mod de tre medsigtede pirater ved at meddele dem tiltalefrafald, jf. Retsplejeloven § 722, stk. 2. Dette skyldtes, at det ikke ville være muligt at udlevere dem til retsforfølgning i nærområdet, og at der ikke var almene hensyn, der talte for retsforfølgning. Justitsministeren vurderede dog, at der ikke skulle gives et tilsvarende pålæg om at standse forfølgningen mod erstatningssøgende, da hans helbredsmæssige og retlige grunde forhindrede løsladelse til søs, og han derfor skulle bringes til Danmark for retsforfølgning.

Retten lagde vægt på, at erstatningssøgende var taget ud på havet for at begå kriminalitet som en del af en piratgruppe, var bekendt med våben ombord, og at det var sandsynligt, at der ville opstå en skudveksling. Han deltog aktivt i konfrontationen og udviste grov uforsigtighed, hvilket gjorde det påregneligt, at han ville blive udsat for straffeprocessuelle indgreb.

Anklagemyndigheden blev frifundet. Erstatningssøgende blev pålagt at betale sagens omkostninger, herunder 17.452,50 kr. i salær med tillæg af moms og 242,56 kr. i transportudgifter til den beskikkede advokat. Retten fandt, at erstatningssøgende havde udvist en sådan grad af egen skyld, at der ikke var grundlag for at udbetale erstatning for frihedsberøvelsen, jf. Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3. Dette skyldtes, at erstatningssøgende blev fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 252, stk. 1, og at hans deltagelse i pirateri med våben ombord gjorde det påregneligt, at han ville blive udsat for straffeprocessuelle indgreb, herunder langvarig varetægtsfængsling. Retten bemærkede, at frihedsberøvelsen var proportional med den udviste adfærd. Krav om erstatning for amputation af benet blev afvist, da dette ikke var et straffeprocessuelt indgreb.