Uenighed om méngrad efter piskesmæld: Afvisning af erstatning for varigt mén under 5%

En forsikringstager har klaget over sin ulykkesforsikring hos TrygVesta Forsikring A/S, da selskabet har vurderet, at et ulykkestilfælde har medført et varigt mén på mindre end 5%, og derfor afvist at udbetale erstatning.

Sagens baggrund

Klageren blev den 28. februar 2005 påkørt bagfra af en lastbil. Hun anmeldte skaden den 21. marts 2005. I en begyndelsesattest fra samme dato fremgik det, at hun ikke havde søgt læge umiddelbart efter uheldet. Diagnosen blev stillet som forstuvning af nakkehvirvlerne (Distorsio columnae cervicalis).

Selskabet anerkendte i første omgang ulykkestilfældet som dækningsberettiget.

Arbejdsskadestyrelsens vurdering

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (dengang Arbejdsskadestyrelsen) vurderede den 8. februar 2008, at klagerens méngrad var under 5 procent, jf. erstatningsansvarslovens § 4. Styrelsen lagde vægt på følgende:

• Klageren havde forud for ulykken haft nakkesmerter (noteret i journal i december 2004).
• Hun rettede først henvendelse til lægen den 18. marts 2005, næsten tre uger efter ulykken, og beskrev kun symptomer som "lidt stramning i nakken".
• Smerterne opstod ifølge speciallægeerklæring først dagen efter ulykken.
• Der blev ikke fundet tilstrækkelig dokumentation for en årsagssammenhæng mellem ulykken og klagerens nuværende gener.

Parternes argumenter

Klagerens advokat og læge argumenterede for, at ménet skulle fastsættes til mindst 5%. De anførte:

• At Arbejdsskadestyrelsens henvisning til "ømme atrofiske fingre" var en fejlfortolkning af en slåfejl i journalen, hvor der skulle have stået "arthrotiske fingre" (slidgigt), hvilket ikke havde medicinsk sammenhæng med nakkesmerterne.
• At de nuværende smerter var af en helt anden karakter og intensitet end de lette, arbejdsbetingede nakkesmerter, hun havde før ulykken.
• At klagerens ihærdighed og manglende selvmedlidenhed var årsagen til, at hun ikke sygemeldte sig med det samme.

TrygVesta Forsikring fastholdt sin afgørelse og henviste til:

• At bevisbyrden for en méngrad på 5% eller derover påhviler klageren.
• At Arbejdsskadestyrelsens vurdering klart fastslog et mén under 5% og manglende årsagssammenhæng.
• At der ifølge forsikringsbetingelserne ikke udbetales erstatning for mén under 5%.
• At der manglede "brosymptomer", dvs. en umiddelbar og vedvarende sammenhæng mellem ulykken og de senere gener.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere forsikringsselskabets afgørelse. Nævnet lagde afgørende vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet, at klagerens varige mén som følge af ulykkestilfældet var mindre end 5%. Det blev yderligere bemærket, at Arbejdsskadestyrelsen efter en revurdering af sagen ikke fandt anledning til at ændre sin oprindelige vurdering.

Da forsikringsbetingelserne fastsætter, at der ikke udbetales erstatning for et varigt mén på under 5%, og da Arbejdsskadestyrelsens vurdering lå til grund for afgørelsen, blev klagen ikke taget til følge.