Faderskabssag ikke genoptaget grundet hensynet til barnets bedste og stabilitet

Sagen omhandler spørgsmålet om genoptagelse af en faderskabssag, hvor barnets registrerede far, Mulig far 2, ikke er den biologiske far. Sagen har været behandlet gennem flere instanser, herunder Familieretshuset, Familieretten, Østre Landsret og nu Højesteret.

Sagens Baggrund

Mor og Mulig far 2 var kærester og boede sammen fra 2017 til september 2018. I oktober 2018 havde Mor samleje med Mulig far 1 og brugte en fortrydelsespille. Senere samme måned blev Mor gravid, og i april 2019 flyttede Mor og Mulig far 2 igen sammen. I juli 2019 underskrev Mor og Mulig far 2 en ansvars- og omsorgserklæring, hvorefter Mulig far 2 blev registreret som far til barnet, der blev født i 2019. Samlivet mellem Mor og Mulig far 2 ophørte i december 2019, men Mulig far 2 har siden haft samvær med barnet.

Tidligere Sagsforløb

• Marts 2020: Mor anmodede Familieretshuset om at genoptage faderskabssagen, da barnet var ca. 8 måneder gammelt. Hun oplyste Mulig far 1 om, at han potentielt var far.
• Marts 2021: Familieretshuset afslog Mors anmodning med henvisning til, at Mor havde ladet Mulig far 2 behandle barnet som sit, og at der ikke var anmodet om genoptagelse inden rimelig tid. Familieretten fastholdt afgørelsen i august 2021.
• Foråret 2022: Mor og Mulig far 1 fik foretaget en privat DNA-test, der med over 99,9999% sandsynlighed udpegede Mulig far 1 som den biologiske far.
• Maj/Juni 2022: Både Mulig far 1 og Mor anmodede Familieretshuset om genoptagelse af faderskabssagen. Familieretshuset afslog begge anmodninger.
• Marts 2023: Familieretten imødekom Mors anmodning om genoptagelse, men afviste Mulig far 1's selvstændige anmodning, da han ikke var omfattet af personkredsen i Børneloven § 24.
• Januar 2024: Mulig far 2 indbragte Familierettens afgørelse for Østre Landsret. Landsretten ændrede Familierettens kendelse og bestemte, at faderskabssagen ikke skulle genoptages. Landsretten lagde vægt på hensynet til barnets stabilitet og den etablerede relation til Mulig far 2, samt at Mor havde ladet Mulig far 2 behandle barnet som sit. Mulig far 1 blev inddraget som part i landsretssagen i medfør af Retsplejeloven § 456 e, stk. 1 jf. Børneloven § 17 og Børneloven § 9, stk. 1.

Anbringender for Højesteret

• Mor og Mulig far 1 påstod stadfæstelse af Familierettens kendelse af 9. marts 2023, så faderskabssagen genoptages. De anførte, at myndighederne ikke havde sikret en retfærdig balance mellem parternes interesser, og at barnet har ret til at få fastslået sin biologiske oprindelse i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
• Mulig far 2 og Barnets advokat påstod stadfæstelse af Landsrettens kendelse af 19. januar 2024, så faderskabssagen ikke genoptages. De fremhævede hensynet til barnets bedste, herunder barnets tilknytning til Mulig far 2 som sin retlige og sociale far, og behovet for varig stabilitet i barnets liv. De anførte også, at Mor og Mulig far 1 ikke havde handlet med den fornødne hurtighed.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse, hvilket betyder, at faderskabssagen ikke genoptages. Retten lagde afgørende vægt på, hvad der må antages at være bedst for barnet, herunder barnets mulighed for at bevare tilknytningen til den registrerede far, Mulig far 2. Selvom en DNA-test viste, at Mulig far 1 var den biologiske far, fandt Højesteret, at dette alene ikke var tilstrækkeligt til at tilsidesætte hensynet til barnets stabilitet og den etablerede relation til Mulig far 2. Det blev også bemærket, at Mor og Mulig far 1 ikke havde handlet med den fornødne hurtighed i forhold til at rejse sagen, og at Mulig far 2 havde behandlet barnet som sit eget i en længere periode.