Højesteret hjemviser sag om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og biologiske forældre

Denne sag omhandler spørgsmålet om samvær mellem et tvangsbortadopteret barn og dets biologiske forældre, Mor og Far, efter at barnet blev anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke og senere frigivet til adoption.

Sagens Baggrund

Barnet blev den 3. april 2020 anbragt uden for hjemmet uden Mor og Fars samtykke. Den 1. juli 2020 blev barnet frigivet til adoption, og den 14. august 2020 blev det placeret hos adoptivforældrene.

I perioden før adoptionen havde Mor og Far samvær med barnet hver tredje uge, senest den 10. august 2020. Rapporter fra en familieplejekonsulent i Lolland Kommune fra april og juni 2020 beskrev samværene:

• Samvær fandt sted i plejefamiliens hjem i halvanden time hver tredje uge, med mulighed for telefonkontakt hver 14. dag.
• Stemningen under samværene var rolig, og barnet sad det meste af tiden hos sin biologiske mor.
• Moderen var aktiv i bleskift og madning, og faderen deltog også i pleje.
• Forældrene overholdt aftaler om telefonkontakt.

Tidligere Instanser

Sagen blev først behandlet af Familieretten i Nykøbing Falster den 2. september 2021, og derefter af Østre Landsrets 2. afdeling den 31. januar 2022. Begge instanser afgjorde sagen, hvilket førte til, at Mor og Far appellerede til Højesteret.

Påstande

• Mor og Far (Appellanterne) påstod, at der skulle fastsættes samvær mellem dem og barnet fire gange årligt. Subsidiært påstod de samvær og/eller anden kontakt i mindre omfang.
• Adoptivforældrene (Indstævnte) påstod stadfæstelse af de tidligere afgørelser, hvilket indebar, at der ikke skulle fastsættes samvær.

Retsgrundlag og Praksis

Sagen blev behandlet med udgangspunkt i Forældreansvarsloven § 20 a, stk. 1, som omhandler fastsættelse af samvær eller anden kontakt med barnets oprindelige slægtninge efter adoption. Loven fastslår, at afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. Forældreansvarsloven § 4, 1. pkt.. Andre former for kontakt kan omfatte telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post og fotografier, jf. Forældreansvarsloven § 22.

Højesteret henviste til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til familieliv, herunder EMD's dom i sagen Abdi Ibrahim mod Norge (10. december 2021). Denne praksis understreger, at adoption kun i helt særlige tilfælde må afskære relationen mellem barnet og dets oprindelige slægt fuldstændigt, og at hensynet til barnets mulighed for at kende sine rødder skal indgå i den samlede helhedsvurdering. Det blev fremhævet, at muligheden for samvær eller anden form for kontakt ikke i realiteten fortsat må forbeholdes "helt særlige tilfælde" efter lovændringen i 2019.

Det blev også anført, at der i sager efter Forældreansvarsloven § 20 a skal tilvejebringes et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, herunder eventuelt en børnesagkyndig erklæring og en sagkyndig erklæring om de biologiske forældre, jf. Retsplejeloven § 450 a, 1. pkt., hvis det ikke på forhånd kan afvises, at der er grundlag for samvær eller anden kontakt.

Højesterets Begrundelse og Resultat

Højesteret bemærkede, at Familierettens og Landsrettens afgørelser primært var baseret på Mor og Fars forklaringer samt en psykologerklæring af 10. august 2021, som var indhentet af adoptivforældrene. Det fremgik, at psykologen tidligere havde rådgivet adoptivforældrene, og det var uklart, hvilke oplysninger erklæringen byggede på, om den var baseret på aktuelle vurderinger af barnet, eller om andre kontaktmuligheder var overvejet. Det blev også lagt til grund, at psykologen ikke havde talt med Mor og Far.

Efter Højesterets opfattelse kunne det ikke afvises, at betingelserne for at fastsætte samvær eller anden form for kontakt mellem Mor og Far og barnet, herunder f.eks. udveksling af fotos eller videooptagelser, var opfyldt. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at de tidligere afgørelser ikke byggede på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag.

Konklusion

Højesteret ophævede Familierettens og Landsrettens domme og hjemviste sagen til ny behandling i Familieretten. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.