Beslaglæggelse af bil anvendt til vanvidskørsel – spørgsmål om uforholdsmæssig indgriben

Sagen omhandler en kæremålssag ved Højesteret vedrørende opretholdelse af beslaglæggelse af en bil, der blev anvendt til "vanvidskørsel" af Tiltalte, som er søn af bilens ejer, Kærende. Beslaglæggelsen skete med henblik på en eventuel konfiskation af bilen.

Sagens Forløb

Den 24. april 2021 blev Tiltalte standset af Fyns Politi og sigtet for overtrædelse af Færdselsloven § 37, stk. 4 for at have deltaget i organiseret kap- og væddekørsel med høj hastighed og udvist særlig hensynsløs kørsel. Bilen tilhørte Tiltaltes far, Kærende.

Retten i Svendborg godkendte og opretholdt beslaglæggelsen den 1. juni 2021 med henvisning til, at der var grund til at antage, at bilen skulle konfiskeres efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt.. Østre Landsret stadfæstede denne kendelse den 14. september 2021, dog med henvisning til Retsplejeloven § 802, stk. 1.

Byretten har i en dom af 16. august 2022 fundet Tiltalte skyldig i den kørsel, der lå til grund for beslaglæggelsen, men har udskudt spørgsmålet om konfiskation af bilen til efter Højesterets afgørelse i kæremålet.

Parternes Påstande og Anbringender

Kærende (bilens ejer) påstod:

• Ophævelse af beslaglæggelsen.
• Anført, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for ham.
• Han havde udlånt bilen til sin søn for at skifte dæk og havde ingen rimelig mulighed for at vide, at sønnen ville anvende bilen til vanvidskørsel.
• Sønnen havde tidligere lånt biler uden problemer og var ikke tidligere straffet.

Anklagemyndigheden påstod:

• Stadfæstelse af beslaglæggelsen.
• Anført, at betingelserne for konfiskation efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. var opfyldt.
• Kærende ville kunne få dækket et eventuelt tab gennem et erstatningskrav mod Tiltalte.
• Det var ikke helt upåregneligt for Kærende, at bilen kunne blive anvendt til vanvidskørsel, henset til den familiemæssige relation og tidspunktet for kørslen (kl. 23:25).

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets kendelse om opretholdelse af beslaglæggelsen af bilen. Retten fandt, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt, da der var grundlag for at antage, at bilen skulle konfiskeres i straffesagen mod Tiltalte.

Retten lagde vægt på følgende:

• Tiltalte var fundet skyldig i kørsel omfattet af Færdselsloven § 133 a, stk. 2 (vanvidskørsel), hvilket opfyldte mistankekravet for beslaglæggelse efter Retsplejeloven § 802, stk. 1 og Retsplejeloven § 803, stk. 1.
• Det var ikke godtgjort, at det var "helt upåregneligt" for Kærende (bilens ejer og Tiltaltes far), at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. Højesteret henviste til den familiemæssige relation, formålet med udlånet (hjulskifte) og tidspunktet for kørslen (kort før midnat lørdag).
• Der forelå ikke oplysninger, der godtgjorde, at Tiltalte ikke ville være i stand til at erstatte Kærendes tab, hvilket er en forudsætning for at fravige konfiskation på grund af uforholdsmæssighed. En fører vil som udgangspunkt være erstatningsansvarlig over for ejeren, eventuelt på objektivt grundlag efter Danske Lov 5-8-1.

Samlet set fandt Højesteret, at der ikke var grund til at antage, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende for Kærende, og at beslaglæggelsen heller ikke var i strid med EU’s Charter om grundlæggende rettigheder (artikel 17, stk. 1) eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (artikel 1 i den første tillægsprotokol).