Sag om méngradsfastsættelse og renteberegning efter ulykkestilfælde

Klageren havde en ulykkesforsikring i TrygVesta Forsikring A/S og klagede over selskabets fastsættelse af méngraden efter et traume den 30. maj 1998 samt over renteberegningen.

Selskabet henviste til Arbejdsskadestyrelsens fastsættelse af méngraden til 20 % den 24. februar 2009. Selskabet beregnede renter fra den 21. december 2006 til den 21. marts 2009 og efterfølgende for yderligere to år, men afviste yderligere rentebetaling med henvisning til Forsikringsaftaleloven § 21-22 og Forsikringsaftaleloven § 24.

En overlæge vurderede i 1999, at den medicinske invaliditet kunne ligge mellem 5-25 %. En norsk speciallæge i smertebehandling vurderede i 2006 invaliditeten til 20 %, mens en anden norsk speciallæge i håndkirurgi og plastikkirurgi vurderede den radioulnare skade til 6 %.

Klageren mente, at méngraderne skulle lægges sammen til 26 % eller 25 % efter Arbejdsskadestyrelsens skala.

Selskabet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen, som fastsatte méngraden til 20 % den 24. februar 2009. Selskabet anerkendte dette og udbetalte 152.017 kr. efter fradrag af a conto-erstatning. Renterne udgjorde 30.373 kr.

Klagerens advokat var utilfreds med, at selskabet ikke havde lagt méngraderne sammen og ikke havde beregnet renter tilbage til 2001. Selskabet afviste dette og henviste til, at Arbejdsskadestyrelsen ikke arbejder med méngrader på 21-24 % og 26-27 % eller decimaler. Selskabet ville dog udbetale yderligere renter for to år.

Klageren fastholdt, at selskabet skulle udbetale erstatning svarende til en méngrad på 25 % med renter fra 1999. Klageren anførte, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde lagt vægt på både smerte og bevægelighed, som speciallægeerklæringerne fastslog. Klageren mente også, at selskabet burde have indhentet oplysninger tidligere og derfor skulle bære renterisikoen.

Selskabet fastholdt sin afgørelse og anførte, at méngraden skulle bedømmes i henhold til forsikringsaftalen og dansk lov. Selskabet henviste til, at Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel skulle lægges til grund, og at styrelsen havde den højeste ekspertise i fastsættelse af méngrader. Selskabet mente, at det havde betalt renter for enhver forsinkelse, der kunne tilskrives selskabet.

Ankenævnet fandt, at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet klagerens méngrad til 20 % efter ulykken den 30. maj 1998, og at selskabet havde ydet erstatning svarende til dette. Derfor var der intet grundlag for at kritisere selskabets afgørelse.

Med hensyn til renteberegningen fandt nævnet, at selskabet havde betalt renter fra den 21. december 2004 til den 21. marts 2009, hvilket tog højde for perioder, hvor selskabet kunne have rykket klageren yderligere. Nævnet fandt ikke grundlag for at pålægge selskabet at betale yderligere renter.

Nævnet bestemte derfor, at klagen ikke kunne tages til følge.