Afgørelse i sag om patientskade efter manglende diagnosticering af lungekræft under forskningsprojekt

Sagen drejede sig om prøvelse af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 24. juni 2020, der omgjorde Patienterstatningens afgørelse af 5. juli 2019, og dermed bestemte, at Afdøde ikke var påført en patientskade i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets forstand som følge af manglende rettidig diagnosticering af lungekræft.

Sagens Baggrund og Forløb

Afdøde deltog i januar 2018 i DANCAVAS-forskningsprojektet, et CT-baseret screeningsprogram for hjerte-kar-sygdomme. Under denne screening blev der fundet tegn på lungekræft, som dog ikke blev diagnosticeret på daværende tidspunkt. I juni 2018 blev lungekræften konstateret, og den viste sig at være uhelbredelig. Afdøde afgik ved døden den 12. januar 2021.

Patienterstatningen anerkendte oprindeligt i juli 2019, at Afdøde havde lidt en patientskade som følge af forsinket diagnosticering. Denne afgørelse blev dog omgjort af Ankenævnet for Patienterstatningen i juni 2020, som fandt, at der ikke var grundlag for erstatning.

Parternes Påstande og Argumenter

Sagsøger (Boet efter Afdøde) påstod, at Ankenævnet skulle anerkende patientskaden. Boet argumenterede for, at CT-scanningen tydeligt viste tegn på kræft, som en erfaren specialist burde have opdaget, uanset forskningsprojektets specifikke fokus. De henviste til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 3 og Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1 samt Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 21, stk. 1. De gjorde gældende, at Afdøde var en forsøgspatient, og at databeskyttelsesreglerne (Persondataloven § 10, stk. 1 og Persondataloven § 10, stk. 2) ikke forhindrede, at der blev reageret på de fundne tegn på kræft.

Ankenævnet for Patienterstatningen påstod frifindelse, subsidiært hjemvisning. De argumenterede for, at forskningsprojektet var specifikt rettet mod hjerte-kar-sygdomme, og at radiograferne, der udførte scanningen, var instrueret i at fokusere herpå og ikke havde diagnostisk kompetence til at stille diagnoser for andre sygdomme som lungekræft. De henviste til Lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter § 20 og Autorisationsloven § 62. Ankenævnet mente, at standarden for en "erfaren specialist" skulle vurderes inden for forskningsprojektets særlige rammer, hvor formålet ikke var generel diagnosticering.

Retslægerådets Udtalelser

Retslægerådet afgav flere udtalelser i sagen. De udtalte, at CT-scanningen fra januar 2018 viste tydelige tegn på kræft, og at en erfaren radiolog med høj sandsynlighed ville have opdaget tumoren og foranlediget yderligere udredning. Dog bemærkede Retslægerådet, at radiografer generelt ikke har diagnostisk kompetence til at stille diagnoser uden for deres specifikke felt, og at undersøgelsens formål som videnskabelig forskning vanskeliggjorde bedømmelsen af lungekræftforandringer. Retslægerådet kunne ikke udtale sig om, hvorvidt Afdødes overlevelsesprognose ville have været bedre, hvis kræftsygdommen var diagnosticeret tidligere.

Retten frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen. Retten lagde til grund, at CT-scanningen den 16. januar 2018 viste tydelige tegn på kræft. Dog fandt retten ikke, at det var tilstrækkeligt bevist, at disse tegn var synlige for radiografen på tidspunktet for den oprindelige vurdering, eller at radiografen burde have opdaget dem, givet forskningsprojektets specifikke instruktioner og fokus på hjerte-kar-sygdomme. Retten bemærkede, at radiografer ikke er uddannet til at stille diagnoser uden for deres specifikke felt, og at formålet med undersøgelsen som videnskabelig forskning vanskeliggjorde bedømmelsen af lungekræftforandringer. Der var derfor ikke et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse. Sagsomkostninger på 250.000 kr. til Ankenævnet, afholdt af statskassen, jf. Retsplejeloven § 332, stk. 1. Sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8a.