Forsinket diagnose af kræft: Spørgsmål om årsagssammenhæng og erstatningsansvar

Denne Højesteretsdom omhandler spørgsmålet om erstatning i forbindelse med en forsinket diagnosticering af kræft. Sagen drejer sig om, hvorvidt en patients dødsfald kan tilskrives en forsinket diagnose, og dermed om der er tilstrækkelig årsagssammenhæng til at udløse erstatning.

Baggrund for sagen

• I april 2013 fik B foretaget en røntgenundersøgelse, der blev vurderet som normal.
• I marts 2014 blev der konstateret lungekræft med spredning.
• En efterfølgende revurdering af røntgenbillederne fra 2013 viste en tumor, der burde have været opdaget.
• Ankenævnet for Patienterstatningen anerkendte den lægelige fejl, men spørgsmålet var, om den forsinkede diagnose var årsag til Bs død.

Retsgrundlaget

• Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1 fastslår, at erstatning kræver, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået ved korrekt behandling.
• Højesteret har tidligere fastslået, at en "vis større sandsynlighed" for årsagssammenhæng kan være tilstrækkelig, især ved klare fejl og øget risiko.

Retslægerådets vurdering

• Retslægerådet vurderede, at tumoren var ca. 3,2 cm i april 2013, svarende til stadium IB.
• Rådet anførte, at det var mere end 50 % sandsynligt, at stadiet var mere fremskredent end IB i april 2013.
• Den statistiske prognose for 5-årig overlevelse var 35 % ved stadium IB, men lavere ved mere fremskreden sygdom.
• Retslægerådet fandt det mest sandsynligt, at kræften allerede havde spredt sig i april 2013, og at kemoterapi ikke ville have haft effekt.

Højesterets begrundelse

• Højesteret lagde vægt på Retslægerådets vurdering af, at Bs dødsfald hverken med overvejende sandsynlighed eller en vis større sandsynlighed kunne tilskrives den forsinkede diagnosticering.
• Det forhold, at Retslægerådet ikke med sikkerhed kunne fastslå kræftens spredning i april 2013, ændrede ikke denne vurdering.

Konklusion

• Højesteret stadfæstede byrettens dom og frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen.
• Ingen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger.

Højesteret stadfæstede byrettens dom og frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen. Retten fandt, at selvom der var begået en lægelig fejl ved den forsinkede diagnosticering af Bs kræft, var der ikke tilstrækkelig sandsynlighed for, at dødsfaldet var en direkte følge af denne forsinkelse. Højesteret lagde vægt på Retslægerådets vurdering af, at kræften sandsynligvis allerede havde spredt sig i april 2013, og at kemoterapi ikke ville have haft nogen effekt. Derfor kunne betingelsen om årsagssammenhæng i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20 ikke anses for opfyldt. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger.