Sag om afvist erstatning for ryggener efter rideulykke
Dato
6. oktober 2008
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Ulykke
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Europæiske
Dokument
Lovreferencer
Klageren, der har en ulykkesforsikring i Europæiske Rejseforsikring A/S, klager over, at selskabet har afvist at yde erstatning for gener i ryggen efter et ulykkestilfælde. Selskabet afviser med henvisning til manglende årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og de påberåbte gener.
Sagens omstændigheder
Klageren var den 13. november 2004 involveret i en ulykke, hvor hun faldt af en hest. I skadeanmeldelsen er anført, at hun brækkede sit højre skinneben. Senere opstod der smerter i ryg og nakke, og en MR-scanning viste to diskusprolapser i halshvirvelsøjlen. Klageren mener, at disse skader er en følge af ulykken, og at den lange periode med krykker har forværret skaden i nakken.
Selskabet udbetalte en a conto-erstatning svarende til en méngrad på 10 % og indhentede en speciallægeerklæring. Selskabet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede méngraden til 8 % som følge af de varige følger efter bruddet på skinnebenet. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke, at der var årsagssammenhæng mellem ulykken og nakke- og ryggenerne, da disse ikke var opstået i tidsmæssig sammenhæng med ulykken.
Klagerens argumenter
Klagerens advokat har anført, at spørgsmålet om årsagssammenhæng kan indbringes for Ankenævnet for Forsikring, og at de almindelige erstatnings- og forsikringsretlige regler om årsagssammenhæng fører til, at klagerens ryggener må anses for påført i forbindelse med ulykken. Klageren havde aldrig ryg- og nakkeproblemer før ulykken, og ryggenerne er opstået i direkte sammenhæng med behandlingsforløbet efter ulykken og er blevet forværret undervejs.
Selskabets argumenter
Selskabet har fastholdt sin afgørelse og henvist til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Selskabet anfører, at Arbejdsskadestyrelsen har kompetence til at vurdere årsagssammenhæng, og at det ikke er muligt at vurdere en méngrad uden at tage stilling til, hvilke gener der kan tilskrives ulykkestilfældet. Selskabet henviser desuden til forsikringsbetingelserne, hvoraf det fremgår, at forsikringen ikke dækker invaliditet som følge af sygdom eller forværring af følgerne af et ulykkestilfælde på grund af en tilstedeværende eller tilfældigt tilstødende sygdom.
Nævnet finder, at Arbejdsskadestyrelsen i overensstemmelse med sædvanlig praksis har kompetence til at udtale sig om årsagssammenhæng mellem ulykkestilfælde og efterfølgende gener. Da Arbejdsskadestyrelsen ikke finder, at der er årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og ryggenerne, og nævnet ikke har grundlag for at tilsidesætte denne vurdering, kan klagen ikke tages til følge. Det bemærkes, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelse ikke er bindende for klager, da den er afgivet efter ønske fra selskabet, og det kan ikke udelukkes, at en retsafgørelse vil få et andet udfald.
Lignende afgørelser