Landsrettens dom om stadfæstelse af byretsdom med ændring om frifindelse i et forhold

Sagen omhandlede en ankesag ved Vestre Landsret, der udsprang af en dom afsagt af Retten i Holstebro den 28. november 2008. Anklagemyndigheden havde anket dommen med påstand om frifindelse i forhold 10 og stadfæstelse af dommen i øvrigt. Tiltalte tilsluttede sig anklagemyndighedens påstand om frifindelse i forhold 10, men påstod derudover formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at tiltaltes anke om formildelse skulle afvises. Dette blev primært begrundet med, at tiltalte ikke havde hjemmel til at iværksætte anke, og subsidiært at anken var indgivet efter ankefristens udløb. Under sagens behandling i landsretten berigtigede anklagemyndigheden desuden tiltalen for forhold 11 og 12, således at den omhandlede bil i forhold 10 blev refereret i stedet for forhold 9.

Det fremgik endvidere, at tiltalte var blevet varetægtsfængslet den 14. august 2009 i en anden sag, hvor han var sigtet for yderligere tyverier og havde erkendt nogle af disse forhold.

Landsrettens Begrundelse og Resultat

Vedrørende Afvisning af Tiltaltes Påstand

Landsretten behandlede først anklagemyndighedens påstand om afvisning af tiltaltes anke om formildelse. Anklagemyndighedens egen anke var modtaget den 26. juni 2009, og tiltalte var underrettet samme dag. Anklagemyndighedens anke var sket til fordel for tiltalte i henhold til Retsplejeloven § 907, stk. 3, idet ankefristen var udløbet.

Landsretten fastslog, at da anklagemyndighedens anke i relation til strafudmålingen ikke var til tiltaltes fordel, var tiltalte ikke afskåret fra at iværksætte en kontraanke vedrørende strafudmålingen, jf. Retsplejeloven § 905, stk. 1. Selvom tiltaltes kontraanke var iværksat efter fristens udløb, fandt landsretten, at den under de foreliggende omstændigheder – hvor anklagemyndigheden påstod frifindelse i ét forhold og i øvrigt stadfæstelse af straffen – kunne tages under påkendelse.

Vedrørende Skyldspørgsmål og Strafudmåling

I overensstemmelse med de samstemmende påstande fra både anklagemyndigheden og tiltalte, frifandt landsretten tiltalte i forhold 10. Dette betød, at tiltalte blev frifundet for overtrædelse af Straffeloven § 293 a.

Landsretten tiltrådte, at den udmålte straf var fastsat korrekt. Dette blev begrundet med, at tiltalte tidligere var dømt for berigelseskriminalitet og nu var dømt for blandt andet indbrud.

Med den anførte ændring – frifindelsen i forhold 10 – stadfæstede landsretten byrettens dom i øvrigt. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten.