Afslag på § 56-aftale grundet manglende dokumentation for væsentligt sygefravær ved hypermobilitet

En arbejdsgiver søgte kommunen om at indgå en Sygedagpengeloven § 56-aftale for en ansat social- og sundhedsassistent. Det blev oplyst, at medarbejderen havde haft 20 sygedage i 2007 på grund af hypermobilitet.

Kommunen afviste ansøgningen med den begrundelse, at hypermobilitet ikke kunne betragtes som en kronisk sygdom, og at der ikke var lægelige oplysninger, der dokumenterede et forventet fravær på mindst 10 dage årligt.

Arbejdsgiveren klagede over afgørelsen. Under klagebehandlingen blev det anført, at medarbejderen var deltidssygemeldt med planlagte hviledage, og at arbejdet generelt var fysisk let.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var dokumentation for en væsentligt forøget sygdomsrisiko på grund af en langvarig eller kronisk lidelse. Hypermobilitet blev anset for en tilstand, der kunne bedres med træning, snarere end en egentlig sygdom.

Sagen blev behandlet i et principielt møde for at afklare praksis for godkendelse af § 56-aftaler.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgjorde, at der ikke var ret til at indgå en Sygedagpengeloven § 56-aftale. En arbejdsgiver kan indgå en aftale om refusion af sygedagpenge ved ansattes kroniske eller langvarige sygdom, jf. Sygedagpengeloven § 56, stk. 2, nr. 1.

Udvalget lagde vægt på, at medarbejderens hypermobilitet ikke opfyldte betingelserne, da der ikke var tilstrækkelige oplysninger om, at lidelsen konkret medførte et behov for sygemeldinger. Det blev fremhævet, at hun tidligere havde arbejdet fuldt ud med lidelsen, og at hypermobilitet i ryggen ikke var forbundet med særligt smertepræg.

Selvom der var fundet begyndende tegn på slidgigt i hofterne, vurderede udvalget, at dette ikke i væsentlig grad kunne begrunde sygefravær på 10 dage eller mere årligt i den beskrevne social- og sundhedsassistentstilling. Udvalget bemærkede også, at medarbejderen var deltidssygemeldt med 18 timers ugentligt arbejde og planlagte hviledage.

Trods oplevelsen af forværring af smerter og udtalt kropslig træthed efter en arbejdsdag, vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at der ikke var dokumentation for en kronisk sygdom af en sværhedsgrad, der kunne begrunde det nødvendige sygefravær. Der var ikke tale om et genkendeligt, tilbagevendende symptomkompleks, men snarere diffus træthed og hoftesmerter tolket som begyndende slidgigt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg nåede dermed samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet.