Landsrettens dom vedrørende forældremyndighed, bopæl og samvær - Ophævelse af samvær under hensyn til børnenes bedste

Denne sag omhandler forældremyndighed, bopæl og samvær for to børn, Barn 1 (født 2017) og Barn 2 (født 2020), mellem deres Mor (appellant) og Far (indstævnte). Sagen er en ankesag fra Familieretten på Frederiksberg, som afsagde dom den 14. juni 2023.

Baggrund for Sagen

Forældrene har en langvarig og konfliktfyldt historie, især vedrørende samvær. Tidligere overvågede samværsforløb i 2021 og 2022 var mislykkedes, og der havde ikke været reel kontakt mellem børnene og Far siden sommeren 2020. Mor har anført, at Far under samlivet udøvede psykisk og seksuel vold mod hende samt vold mod børnene, hvilket har traumatiseret børnene og gjort dem bange for Far. Hun har forklaret, at børnene udviser voldsomme reaktioner, gråd og angst ved tanken om samvær med Far, og at Barn 1 har udviklet fysiske symptomer og skolevægring.

Far har på sin side afvist Mors beskyldninger om vold og har anført, at børnenes mistrivsel skyldes Mors adfærd og "samværschikane". Han har beskrevet, hvordan Mor har forhindret samvær og dialog, og at børnene ikke kommer i institutionerne. Far har fremlagt underretninger fra institutioner, læger og psykologer, der beskriver børnenes negative reaktioner og mistrivsel i forbindelse med samvær.

Parternes Påstande

Mors Påstande

Mor nedlagde påstand om, at Far og Mor fortsat skulle have fælles forældremyndighed over begge børn. Subsidiært påstod hun, at forældremyndigheden skulle tillægges hende alene, hvis den fælles forældremyndighed blev ophævet. Vedrørende bopæl påstod Mor, at bopælen for begge børn skulle forblive hos hende. Angående samvær påstod Mor, at der for nærværende ikke skulle fastsættes samvær mellem Far og børnene, med en detaljeret plan for en gradvis optrapning af samvær over flere år, startende med legeterapi og kontakt på afstand.

Fars Påstande

Far nedlagde påstand om, at den fulde forældremyndighed over begge børn skulle tilfalde ham, og at al samvær med Mor skulle suspenderes. Subsidiært påstod han, at forældremyndigheden skulle tilfalde ham, og at samværet med Mor skulle fastsættes i en optrappende ordning mod en 7/7 deleordning. Mere subsidiært påstod Far, at bopælen skulle tilfalde ham, og at samværet med Mor skulle fastsættes i en ordning, som retten fandt passende. Mest subsidiært påstod han frifindelse.

Supplerende Oplysninger

Sagen indeholder flere underretninger fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og Praktiserende Læge 2, der beskriver børnenes voldsomme reaktioner og mistrivsel i forbindelse med samvær. Institutionen har meddelt, at de ikke længere kan bistå med samvær på grund af børnenes reaktioner. Mor har forklaret, at hun har søgt hjælp fra Familieretshuset, Mødrehjælpen og Børns Vilkår uden succes med at etablere samvær i praksis. Far har anført, at han har forsøgt at samarbejde med Mor, men at hun har forhindret samvær og dialog.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten fandt sagen tilstrækkeligt oplyst og afviste anmodningen om en børnesamtale med Barn 1.

Forældremyndighed

Landsretten bemærkede, at tidligere overvågede samværsforløb i 2021 og 2022 ikke havde ført til etablering af samvær mellem børnene og Far. Det blev vurderet, at Barn 1's modstand mod samvær ikke gjorde yderligere motivation hensigtsmæssig. Manglende samvær for Barn 2 skyldtes, at Mor ikke kunne agere tryghedsperson eller udpege en anden.

Det fremgik, at der ikke var gennemført samvær som fastsat i familierettens dom af 14. juni 2023. Mor havde afholdt ferie med børnene, og børnene havde været syge og ikke mødt op i institutionen, hvilket forhindrede samvær. Institutionen havde observeret angst, gråd og utryghed hos børnene samt en markant negativ udvikling i Barn 2's trivsel.

Landsretten konkluderede, baseret på sagens oplysninger og den børnesagkyndige vurdering, at børnenes manglende samvær med Far i det væsentligste skyldtes Mors handlinger og negative indstilling til Far. På trods af denne "grove samværschikane" fandt landsretten det dog ikke til børnenes bedste at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge Far forældremyndigheden alene, jf. Forældreansvarsloven § 4 og Forældreansvarsloven § 11. Landsretten lagde vægt på, at både Mor og Far vurderes egnede til at have del i forældremyndigheden.

Bopæl

Af samme grunde som anført vedrørende forældremyndighed fandt landsretten, at det var til børnenes bedste, at bopælen for Barn 1 og Barn 2 forblev hos Mor, jf. Forældreansvarsloven § 17 og Forældreansvarsloven § 4. Mors påstand vedrørende bopæl blev taget til følge, og hun blev frifundet for Fars mere subsidiære påstand.

Samvær

Far havde udtrykkeligt anført, at han ikke ønskede at nedlægge en selvstændig påstand om samvær, hvis bopælen forblev hos Mor, da samvær erfaringsmæssigt ikke gennemføres, og påstanden derfor var en nullitet. Under hensyn hertil fandt landsretten, at der under de foreliggende omstændigheder savnedes grundlag for at træffe afgørelse om samvær for nærværende. Mors påstand om, at der ikke for nærværende fastsættes samvær, blev taget til følge.

Dommens Konklusion

• Mor frifindes for påstanden om forældremyndighed og bopæl.
• Far og Mor skal fortsat have fælles forældremyndighed over Barn 1 (født 2017) og Barn 2 (født 2020).
• Barn 1 (født 2017) og Barn 2 (født 2020) skal have bopæl hos Mor.
• Der fastsættes ikke for nærværende samvær for Barn 1 (født 2017) og Barn 2 (født 2020) med Far.
• Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.