Landsrettens kendelse om afhøring af børn og børnesagkyndig dommers habilitet

Sagen omhandlede en kære fra "Mor" mod Ankestyrelsen, med "Far" som yderligere part. Kernen i sagen var, hvorvidt betingelserne for tvangsmæssig undersøgelse af to børn, født i henholdsvis 1998 og 1999, efter Serviceloven § 51 var opfyldt på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse den 3. oktober 2011. Mor havde begæret, at børnene skulle afhøres under hovedforhandlingen for at belyse deres holdning på afgørelsestidspunktet. Det fremgik, at kommunen allerede havde afholdt børnesamtaler med begge børn, og at det ene barn havde givet udtryk for sin holdning i både børn og unge-udvalget og Ankestyrelsen. Børnenes holdning fremgik også af undersøgelser udarbejdet af en døgninstitution. Sagen inkluderede også en problemstilling vedrørende habiliteten af en børnesagkyndig dommer, der havde deltaget i byrettens afgørelse. Byretten havde tidligere afsagt kendelse om, at den børnesagkyndige dommer ikke skulle vige sit sæde, og at børnene ikke skulle afhøres. Landsretten skulle tage stilling til disse spørgsmål.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Retten fandt, at børnenes holdning til sagen allerede var tilstrækkeligt oplyst gennem tidligere børnesamtaler, møder i børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen og rapporter fra døgninstitutionen. Derfor var der ikke grundlag for at afhøre børnene under hovedforhandlingen, da de ikke er parter i sagen, jf. Serviceloven § 170, stk. 3 og Retsplejeloven § 341. Landsretten bemærkede, at advokat Jytte Thorbeks henvisning til FN's børnekonvention (artikel 12, stk. 2) ikke førte til et andet resultat. Endvidere stadfæstede Landsretten byrettens kendelse om, at den børnesagkyndige dommer ikke skulle vige sit sæde. Ingen af parterne skulle betale kæremålsomkostninger til den anden part.