Sygedagpenge - standsning - udeblivelse fra læge - depression

En lønmodtager, der havde været sygemeldt med depression siden oktober 1994, fik i juni 1996 besked om reglerne i den daværende dagpengelovs § 8, stk. 1. Kommunen standsede dagpengene fra 31. december 1996 med henvisning til, at lønmodtageren gentagne gange var udeblevet fra aftaler med sin speciallæge.

Speciallægen vurderede i november 1996, at lønmodtageren led af en klar endogen depression. Det blev oplyst, at udeblivelserne skyldtes manglende penge til medicin, influenza og en manglende fastlagt tid.

Lønmodtageren ankede afgørelsen og fastholdt, at udeblivelserne ikke var hendes skyld. En supplerende udtalelse fra speciallægen bekræftede, at udeblivelserne måtte ses i lyset af depressionen, og at behandlingen ikke var misligholdt. Dagpengeudvalgets lægekonsulent støttede denne vurdering og anførte, at dyb depression kan medføre initiativløshed og manglende evne til at møde op til behandling.

Dagpengeudvalget ændrede kommunens afgørelse og fastslog, at lønmodtageren havde ret til sygedagpenge efter 31. december 1996.

Udvalget lagde til grund, at lønmodtagerens manglende fremmøde til behandling var sygdomsbetinget i en sådan grad, at det ikke kunne lægges hende til last. Derfor skulle det ikke medføre bortfald af sygedagpenge efter den dagældende Barselsloven § 8, stk. 1.

Principiel betydning

Dagpengeudvalget fastslog, at manglende fremmøde til behandling, der er direkte forårsaget af den sygdom, som berettiger til sygedagpenge, ikke kan medføre bortfald af retten til dagpenge, hvis adfærden er sygdomsbetinget og ikke udtryk for misligholdelse af behandlingen.