Standsning af sygedagpenge efter afslag på erstatning for tab af erhvervsevne og vurdering af revalideringsmuligheder

En lønmodtager, der arbejdede som lastbilmekaniker, pådrog sig en hovedskade den 15. februar 1996 og sygemeldte sig fra 19. august 1996 med hovedpine. Varighedsbegrænsningen for dagpenge indtrådte den 30. september 1997, men blev forlænget, da en sag om erstatning for tab af erhvervsevne verserede hos Arbejdsskadestyrelsen. Lønmodtageren havde modtaget omfattende behandling, men en neurologisk erklæring af 16. oktober 1997 konkluderede, at der var et misforhold mellem de beskrevne symptomer og det minimale traume, og at der sandsynligvis var tale om en somatiseringstilstand.

Lønmodtageren søgte førtidspension den 27. maj 1998 grundet stærkt forringet livskvalitet. Kommunen afslog ansøgningen i september 1998, da helbredstilstanden ikke varigt reducerede arbejdsevnen til invaliditetsgrænsen, og revalideringsmulighederne ikke var udtømte. PTU anmodede herefter Kommunen om at påbegynde arbejdsprøvning.

Kommunen visiterede lønmodtageren til et afklaringsophold på et revalideringscenter. Den 18. november 1998 standsede Kommunen sygedagpengene, da Arbejdsskadestyrelsen havde afvist erstatning for tab af erhvervsevne, og grundlaget for dispensation fra varighedsbegrænsningen i Dagpengeloven § 22 dermed bortfaldt. Kommunen argumenterede, at afklaringsopholdet ikke var revalidering, men alene skulle afklare mulighederne for revalidering.

Det sociale nævn ændrede Kommunens afgørelse og pålagde forlængelse af sygedagpengeudbetalingen i medfør af Dagpengeloven § 22, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at Kommunen tidligere havde afvist førtidspension med den begrundelse, at revalideringsmulighederne ikke var udtømte, og at lønmodtageren var motiveret for afklaringsopholdet. Nævnet fandt Kommunens afgørelse åbenbart urimelig. Kommunen klagede til Ankestyrelsen og fastholdt, at afklaringsopholdet ikke opfyldte betingelsen om, at revalidering skulle være overvejende sandsynlig.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det sociale nævn var berettiget til at pålægge Kommunen at forlænge dagpengeperioden udover den 22. november 1998 i medfør af Dagpengeloven § 22, stk. 1, nr. 1.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat. Dette skyldtes flere faktorer:

• Lønmodtageren havde været syg siden 19. august 1996 uden at have kunnet deltage af betydning i revalideringsmæssige foranstaltninger, herunder arbejdsprøvning.
• Lønmodtageren havde udtrykt, at han ikke følte sig i stand til at gennemføre teoretisk uddannelse grundet helbred og ordblindhed, og kun kunne deltage 2 timer dagligt i praktisk arbejdsprøvning.
• Henvisningen til arbejdsprøvning på revalideringscentret havde et rent afklarende formål, og et sådant afklaringsforløb betød ikke i sig selv, at iværksættelse af revalidering måtte anses for overvejende sandsynlig.
• Den omstændighed, at Kommunen i relation til pensionslovgivningen havde fundet, at revalideringsmulighederne ikke var udtømte, indebar heller ikke i sig selv, at iværksættelse af revalidering var overvejende sandsynlig efter Dagpengeloven § 22, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen henviste endvidere til Retssikkerhedsloven § 69 og fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, da Kommunens skøn hverken var ulovligt eller åbenbart urimeligt. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse. Lønmodtageren skulle dog ikke tilbagebetale de dagpenge, han havde modtaget som følge af nævnets afgørelse.