Ændring af afgørelse om forlængelse af sygedagpengeperiode

En lønmodtager blev sygemeldt i oktober 1995 med årebetændelse i benene. Hun var oprindeligt uddannet kontorassistent, men havde arbejdet ufaglært siden 1990. Hun udtrykte ønske om at vende tilbage til kontorarbejde, men manglede EDB-kendskab.

Kommunen forlængede i juni 1997 dagpengeperioden efter Dagpengeloven § 22, stk. 1, nr. 1, da revalidering ansås for overvejende sandsynlig. To arbejdsprøvningsforløb, etableret i juli og oktober 1997, måtte dog afbrydes på grund af helbredsgener, selvom det sidste forløb var tilrettelagt med vidtgående hensyn.

I februar 1998 ansøgte borgeren om førtidspension og oplyste, at hun ikke ønskede revalidering. Kommunen afslog i august 1998 ansøgningen om førtidspension med den begrundelse, at erhvervsevnen ikke var nedsat med halvdelen, og der var yderligere behandlingsmuligheder. Kort efter meddelte kommunen, at der ikke længere var grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

Borgeren klagede over dagpengestoppet og anmodede om henvisning til Revalideringsinstitutionen R, hvilket kommunen afslog. Hun udtrykte kortvarigt interesse for et fleksjob, men trak det tilbage, da hun følte sig overrumplet og ønskede at afvente afgørelsen i pensionsklagesagen. Hun fremhævede sine betydelige skånebehov.

Nævnets afgørelse

Det sociale nævn tiltrådte i marts 1999 kommunens afslag på førtidspension, men afgjorde samtidig, at borgeren var berettiget til fortsat sygedagpenge fra oktober 1998. Nævnet begrundede dette med, at revalidering ansås for overvejende sandsynlig, idet der kun var iværksat to kortvarige praktikforløb, og kommunen havde afvist henvisning til Revalideringsinstitutionen R. Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse i dagpengesagen.

Ankestyrelsen ændrede Det sociale nævns afgørelse og fandt, at nævnet ikke havde grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn vedrørende forlængelse af dagpengeperioden.

Ankestyrelsens begrundelse

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne berettige nævnet til at tilsidesætte kommunens skøn. Det blev fastslået, at kommunen hverken havde udøvet et ulovligt skøn eller tilsidesat væsentlige forvaltningsretlige regler, jf. Retssikkerhedsloven § 69. Skønnet blev heller ikke fundet klart urimeligt.

Ankestyrelsen fremhævede, at borgeren havde været sygemeldt siden oktober 1995, og at to arbejdsprøvninger, hvoraf den seneste var med vidtgående hensyn, måtte opgives. Den omstændighed, at borgeren efter kommunens afgørelse anmodede om henvisning til Revalideringsinstitutionen R, ændrede ikke vurderingen af, at det var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat. Dette skyldtes især borgerens tidligere udtalelser om at føle sig overrumplet og ønske at afvente pensionsklagen, samt hendes oplysninger om betydelige skånebehov, der gjorde det svært at forestille sig en arbejdsgiver, der kunne acceptere dem.

Forlængelse af dagpengeperioden efter Dagpengeloven § 22, stk. 1, nr. 1 forudsætter revalidering/arbejdsprøvning med sigte på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår. Ankestyrelsen fandt, at nævnets vurdering af revalideringsmuligheder i førtidspensionssagen ikke automatisk betød, at revalidering med overvejende sandsynlighed ville blive iværksat. Den efterfølgende henvisning og optagelse på Revalideringsinstitutionen R ændrede ikke Ankestyrelsens vurdering, da der ikke var fremkommet nye oplysninger, der sandsynliggjorde en tilbagevenden til normale vilkår.