Afgørelse om dagpenge til søfarende - kompetence og betingelser

En ansøger, der var omfattet af bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel, fik afslag på dagpenge fra Søfartsstyrelsen, da lønudbetalingen fra arbejdsgiveren ophørte den 5. maj 2006 efter to måneders sygdom. Ansøgeren søgte herefter dagpenge hos opholdskommunen, som også gav afslag med den begrundelse, at ansøgeren ikke opfyldte dagpengelovens beskæftigelseskrav.

Det sociale nævn afviste at behandle sagen, da de mente, at ansøgeren var omfattet af reglerne i søfartsbekendtgørelsen, hvor kompetencen til at træffe afgørelse om dagpenge i de første 18 uger lå hos Søfartsstyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om en person omfattet af søfartsbekendtgørelsen var afskåret fra at modtage dagpenge efter dagpengelovens almindelige regler fra opholdskommunen, selvom de øvrige betingelser var opfyldt. Sagen blev behandlet efter de dagældende regler i Sygedagpengeloven § 40, stk. 1 sammenholdt med søfartsbekendtgørelsens relevante bestemmelser.

Ankestyrelsen afgjorde, at ansøgeren ikke havde ret til dagpenge fra kommunen fra den 5. maj 2006.

Begrundelse for afgørelsen

• Ansøgeren var på tidspunktet for anmodningen om dagpenge fra kommunen fortsat omfattet af bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel.
• Spørgsmålet om retten til dagpenge skulle derfor afgøres efter denne bekendtgørelses regler.
• Efter bekendtgørelsens § 26, stk. 1 og stk. 4, ophørte retten til dagpenge fra Søfartsstyrelsen senest 18 uger efter første fraværsdag.
• Ret til dagpenge fra kommunen efter dagpengelovens almindelige regler ville først opstå, hvis den søfarende tog ophold i Danmark og i øvrigt opfyldte betingelserne for dagpenge efter dagpengeloven efter de 18 uger.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at den søfarende på ansøgningstidspunktet ikke var omfattet af dagpengelovens almindelige regler. Dog var nævnet ikke berettiget til at afvise at behandle klagen. Sagen blev ikke hjemvist til ny behandling, da nævnets afgørelse i substansen var korrekt, og en hjemvisning ville være åbenbart uden mening under de konkrete omstændigheder. Ankestyrelsen ændrede således den del af det sociale nævns afgørelse, der vedrørte afvisningen af at behandle klagen.