Tilbagebetaling af sygedagpenge grundet manglende oplysningspligt og genoptaget arbejde

En mand, der var ansat som konstruktør, blev sygemeldt fra sit lønmodtagerarbejde i januar 2002 grundet smerter i højre skulder og arm, senere også med depressionstendens. Ved siden af sin lønmodtagerbeskæftigelse drev han en selvstændig virksomhed med salg af sukkerdryssemaskiner.

Under sygemeldingen arbejdede manden i sin selvstændige virksomhed med telefoniske ordrer og administrativt arbejde, uden at informere kommunen herom. Han modtog sygedagpenge i to perioder: 1. februar 2002 til 30. juni 2002 og 17. februar 2003 til 12. november 2003.

Kommunen traf afgørelse om, at manden skulle tilbagebetale de udbetalte sygedagpenge for de perioder, hvor han havde arbejdet i egen virksomhed. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til, at manden uberettiget og mod bedre vidende havde modtaget sygedagpenge.

Mandens advokat klagede over afgørelsen og anførte, at manden havde været i god tro, og at det udførte arbejde i den selvstændige virksomhed var meget begrænset og foreneligt med sygdommens karakter. Advokaten mente desuden, at myndighederne burde have været opmærksomme på lægens indstilling om arbejdsprøvning.

Ankestyrelsen stadfæstede det sociale nævns afgørelse om, at manden skulle tilbagebetale sygedagpenge for perioderne 29. marts 2002 til 28. juni 2002 og 27. februar 2003 til 12. november 2003.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden havde tilsidesat sin oplysningspligt og mod bedre vidende modtaget sygedagpenge, jf. Dagpengeloven § 37, stk. 2.

Derudover blev der lagt vægt på følgende forhold:

• Det arbejdsområde, han stod til rådighed for som lønmodtager (kontorarbejde), og arbejdet i den selvstændige virksomhed var ikke af væsentlig forskellig karakter.
• Genoptagelsen af arbejdet i den selvstændige virksomhed var ikke forenelig med sygdommene og disses behandling.
• Manden havde forhalet sin helbredelse ved at genoptage arbejdet i den selvstændige virksomhed.

Ankestyrelsen fandt derfor, at manden ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig i de omhandlede perioder, jf. Dagpengeloven § 5, stk. 1.