Standsning af sygedagpenge på grund af manglende medvirken i lægebehandling

En sikret person oplevede rygproblemer i juli 2003 og udviklede efterfølgende symptomer på depression. Ved henvisning til en speciallæge i psykiatri i januar 2004 blev medicinsk behandling anbefalet, hvilket den sikrede i første omgang afviste. Efter at have påbegyndt medicinsk behandling i september 2004, skete der hurtig fremgang i tilstanden.

Den sikrede udeblev fra konsultationer den 16. november og 13. december 2004. Den første udeblivelse blev begrundet med befordringsproblemer, mens der ikke var en rimelig begrundelse for den anden. I marts 2005 oplyste den sikredes læge, at der havde været løbende kontakt, og at udeblivelserne primært skyldtes transportproblemer. Den sikrede var på dette tidspunkt igen henvist til psykiater og modtog antidepressiv medicin.

Kommunen vurderede, at den svingende deltagelse i behandlingsforløbet ikke kunne tilskrives depressionen. De traf derfor afgørelse den 15. marts 2005 om at standse sygedagpengene fra den 20. marts 2005 med henvisning til forhalelse af helbredelsen, jf. Dagpengeloven § 8, stk. 1.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at udeblivelsen fra behandlingsforløbet ikke var en forhalelse af helbredelsen, men snarere faldt ind under bestemmelsen om nægtelse af at deltage i lægelig behandling, jf. Dagpengeloven § 8, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at den sikrede igen var i behandling hos speciallægen på tidspunktet for kommunens afgørelse. Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse praksis for anvendelse af bestemmelsen, når sikrede ikke tilstrækkeligt fulgte den nødvendige lægebehandling.

Ankestyrelsen tiltrådte Det sociale nævns afgørelse og fastslog, at kommunen ikke havde ret til at standse sygedagpengene fra den 20. marts 2005 på grund af forhalelse af helbredelsen.

Principiel vurdering af lovanvendelse

Ankestyrelsen fastslog, at det ikke generelt kan afgøres, om utilstrækkelig efterlevelse af lægens anvisninger skal behandles efter Dagpengeloven § 8, stk. 1, nr. 1 (nægtelse af behandling) eller nr. 2 (forhalelse af helbredelsen). Afgørelsen skal bero på en konkret vurdering af den enkelte sag.

Historisk set var der indtil 1. januar 1999 ingen forskel på retsvirkningerne af de to bestemmelser; dagpengene bortfaldt i begge tilfælde for resten af sygeperioden. Dog blev Dagpengeloven § 8, stk. 1, nr. 1, ændret ved lov nr. 1038 af 23. december 1998, så dagpengene alene bortfaldt, så længe den sikrede ikke fulgte de givne anvisninger. Derfor skal sager om nægtelse af at deltage i lægelig behandling tage udgangspunkt i Dagpengeloven § 8, stk. 1, nr. 1.

Konkret afgørelse

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at henføre tilfældet til den strengere bestemmelse om forhalelse af helbredelsen, da den sikrede havde genoptaget behandlingen hos speciallægen på det tidspunkt, hvor kommunen traf afgørelse om at standse dagpengene.