Afslag på refusion grundet for sen anmeldelse af sygefravær

En arbejdsgiver søgte om refusion af sygedagpenge, men kommunen afslog ansøgningen, da sygefraværet ikke var anmeldt rettidigt, dvs. senest fire uger efter første fraværsdag. Kommunen fandt ikke grundlag for at dispensere fra fristen.

Nævnets afgørelse

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og dispenserede fra fristen. Nævnet begrundede dette med, at kommunen tidligere havde udbetalt refusion i lignende sager for den pågældende medarbejder og en medarbejder i et søsterfirma. Nævnet mente, at dette havde givet arbejdsgiveren en berettiget forventning om dispensation, hvilket blev sidestillet med forkert vejledning.

Kommunens anke

Kommunen ankede afgørelsen og fastholdt, at de tidligere udbetalinger var sket ved en fejl og ikke var udtryk for gældende praksis. Kommunen henviste til den klare anmeldelsespligt på dagpengeskemaet og den almindelige lighedsgrundsætning, idet en borger ikke kan støtte ret på en forkert forvaltningsafgørelse. Sagen blev behandlet principielt for at afklare praksis for dispensation fra anmeldelsesfristen, jf. Lov om sygedagpenge § 59, stk. 6.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede det sociale nævns afgørelse og fastslog, at arbejdsgiveren ikke havde ret til refusion af sygedagpenge. Udvalget lagde vægt på, at anmeldelsen af sygefraværet var sket for sent, og at der ikke var grundlag for at dispensere fra fristen.

Begrundelse for afgørelsen

Udvalget fandt, at overskridelsen af fristen:

• Ikke skyldtes lønmodtagerens forhold.
• Ikke skyldtes forkert vejledning fra en offentlig myndighed.

De tidligere to tilfælde af uberettiget udbetaling af refusion kunne ikke sidestilles med forkert vejledning, da udbetalingerne var sket ved en fejl og ikke var udtryk for en truffet afgørelse om dispensation. Anmeldelsespligten fremgik desuden tydeligt af dagpengeskemaet. Ankestyrelsen fandt ikke, at arbejdsgiveren havde fået en berettiget forventning om dispensation, da der ikke var givet en eksplicit tilkendegivelse herom. Der var heller ingen andre særlige omstændigheder, der talte for at se bort fra fristoverskridelsen.