Sag om afvisning af forsikringsdækning ved ufrivillig arbejdsløshed
Dato
2. april 2007
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Arbejdsløshedsf
Afgørelse
Klager medhold
Firma navn
AXA Partners Denmark, filial af AXA Partners SAS Frankrig
Dokument
Lovreferencer
Klageren havde via sin fagforening tegnet en "EkstraSikring" i Genworth Financial og klagede over, at selskabet havde afvist at yde forsikringsdækning i forbindelse med ufrivillig arbejdsløshed.
Selskabet afviste at udbetale forsikringsydelse, da de mente, at klagerens arbejdsløshed ikke var ufrivillig i forsikringsbetingelsernes forstand.
Klageren blev opsagt den 26/10 2005 med seks måneders varsel til fratrædelse den 30/4 2006. Opsigelsen var begrundet i aggressiv og truende adfærd overfor en medarbejder. Klageren indgik efterfølgende en aftale dateret den 23/3 2006 med sin arbejdsgiver, hvor parterne udtrykte enighed om en løsning i gensidig forståelse, der endeligt afsluttede sagen. Aftalen indebar blandt andet en yderligere fratrædelsesgodtgørelse og et outplacement-forløb.
Klageren var utilfreds med selskabets afgørelse og indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring med påstand om udbetaling af forsikringsydelsen. Han anførte, at han ikke havde drømt om, at kontakten med bogholderen kunne ende i en afskedigelse, og at medarbejderrepræsentanterne havde udtrykt undren over hans behandling.
Selskabet fastholdt afgørelsen og anførte, at opsigelsen var begrundet i aggressiv og truende adfærd. Selskabet mente, at aftalen mellem klageren og den tidligere arbejdsgiver ikke erstattede opsigelsen, og at opsigelsen derfor stadig havde juridisk gyldighed. Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, der dækker ufrivillig ledighed, og anførte, at afskedigelsen skyldtes forhold hos lønmodtageren selv.
Nævnet fandt, at klageren havde dokumenteret at være blevet opsagt den 26/10 2005. Da klagerens ansættelse ophørte ufrivilligt, og der ikke var grundlag for at sidestille opsigelsen med en bortvisning som nævnt i forsikringsbetingelserne pkt. 13, havde klageren krav på forsikringsdækning.
Ankenævnet bestemte derfor, at selskabet, Genworth Financial, skulle yde forsikringsdækning i forbindelse med klagerens arbejdsløshed efter opsigelsen af 26/10 2006 og forrente beløbet efter Forsikringsaftaleloven § 24.
Lignende afgørelser