Sag om fortolkning af Vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt. vedrørende beregning af grundværdi for udstykket ejendom

Sagen angår en tvist mellem Sagsøger ApS og Skatteministeriet om fortolkningen af dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt., vedrørende ansættelse af grundværdien for en nyudstykket ejerlejlighed. Sagsøger ApS påstod omberegning af grundskatteloftsværdien for ejendommen beliggende Adresse, 8200 Aarhus N, og hjemvisning til fornyet behandling ved Vurderingsstyrelsen. Skatteministeriet påstod frifindelse, subsidiært hjemvisning.

Sagens Baggrund

Ejendommen er en ejerlejlighed i Aarhus N, som blev omvurderet pr. 1. oktober 2019, da den var en ny ejendom opstået ved udstykning fra en moderejendom (Ejendomsnummer 2) den 9. april 2019. Moderejendommen var omfattet af pligten til at betale grundskyld, og dens seneste vurdering med basisår i 2003.

Landsskatterettens Afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Vurderingsstyrelsens afgørelse af 19. maj 2021, som fastsatte den omberegnede grundværdi til 96.300 kr. Landsskatteretten lagde til grund, at etagearealprisen for Grundværdiområde nr. 2 pr. 1. oktober 2003 på 1.400 kr. skulle anvendes. Dette var baseret på, at moderejendommen pr. 1. oktober 2003 var beliggende i Grundværdiområde nr. 2, udlagt som centerområde med byzonestatus, og havde samme anvendelses- og planforhold som den påklagede ejendom.

Sagsøger ApS's Anbringender

Sagsøger ApS gjorde gældende, at Landsskatterettens afgørelse var i strid med ordlyden af Vurderingsloven § 33, stk. 18, 2. pkt.. Ifølge sagsøgeren skulle ansættelsen af den omberegnede grundværdi ske med udgangspunkt i det niveau, der gjaldt for den udstykkede ejendom i basisåret 2003, hvilket var en etagearealpris på 1.000 kr. Sagsøgeren henviste til, at bestemmelsen sondrer mellem nyopståede ejendomme og ejendomme, der hidtil har været undtaget fra vurdering. Da sagsøgers ejendom var nyopstået fra en tidligere vurderet ejendom, skulle niveauet for den udstykkede ejendom anvendes, ikke niveauet for omkringliggende ejendomme. Sagsøgeren henviste desuden til Højesterets dom i SKM 2017.286 HR, som ifølge sagsøgeren understøttede denne fortolkning.

Skatteministeriets Anbringender

Skatteministeriet gjorde gældende, at Landsskatterettens skøn var korrekt og ikke åbenbart urimeligt. Ministeriet fastholdt, at omberegningen af grundværdien for den nyudstykkede ejendom skulle ske efter Vurderingsloven § 33, stk. 18, 2. pkt., og at bestemmelsen ikke sondrer mellem ordinære vurderingsår og reguleringsår. Derfor skulle etagearealprisen gældende for Grundværdiområde nr. 2 i basisåret 2003, som var 1.400 kr., lægges til grund. Skatteministeriet bestred sagsøgerens udlægning af Højesterets dom i SKM 2017.286 HR, idet dommen alene tog stilling til, hvilket basisår der skulle anvendes, og ikke hvilket niveau (etagearealpris) der skulle lægges til grund.

Retten fandt, at ejerlejligheden blev omvurderet pr. 1. oktober 2019 i medfør af dagældende Vurderingsloven § 33, stk. 18, 2. pkt., da den var en ny ejendom opstået ved udstykning fra en moderejendom. Det blev lagt til grund, at moderejendommen var beliggende i Grundværdiområde nr. 2, og at grundværdien pr. 1. januar 2002 var 1.000 kr., som blev videreført ved årsregulering pr. 1. oktober 2003. Retten bemærkede, at etagearealprisen for Grundværdiområde nr. 2 pr. 1. januar 2003 var 1.400 kr.

Fortolkning af Vurderingsloven

Retten fastslog, at der i Vurderingsloven § 33, stk. 18, 2. pkt. ikke sondres mellem ordinære vurderingsår og reguleringsår. Derfor skulle niveauet for vurderingen i det relevante basisår (2003) lægges til grund ved ansættelsen af etagearealprisen. Dette niveau blev af retten forstået som etagearealprisen på 1.400 kr., der var gældende for Grundværdiområde nr. 2 pr. 1. oktober 2003.

Højesteretspraksis

Retten bemærkede, at Højesterets dom af 7. februar 2017 (SKM 2017.286 H) behandlede spørgsmålet om det rette basisår ved beregningen af grundskatteloftet, men ikke hvilken etagearealpris der skulle lægges til grund for beregningen. Der var derfor ikke grundlag for at tage Sagsøger ApS' påstand om hjemvisning til følge.

Afgørelse

Skatteministeriet blev frifundet. Sagsøger ApS blev pålagt at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 20.500 kr., forrentet efter Renteloven § 8 a.