Kendelse om indhentelse af uvildig psykiatrisk erklæring vedrørende foranstaltningsændring

Sagen omhandler en domfældt, der i 2009 blev idømt anbringelse i en psykiatrisk afdeling uden fastsat længstetid for grov vold og røveri, da han blev anset for utilregnelig på gerningstidspunktet grundet sindssygdom. Dommen blev stadfæstet af Vestre Landsret i 2010. Den domfældte har gentagne gange, med henvisning til Straffeloven § 72, anmodet om ændring af foranstaltningen. I forbindelse med en anmodning i 2013 anmodede den domfældtes forsvarer om, at anklagemyndigheden skulle indhente en uvildig psykiatrisk erklæring fra en speciallæge, der ikke var tilknyttet den institution, hvor den domfældte var anbragt. Anklagemyndigheden imødekom ikke denne anmodning.

Retten i Esbjerg afsagde kendelse den 15. november 2013, hvor den afviste at pålægge anklagemyndigheden at indhente en uvildig psykiatrisk erklæring. Retten henviste til, at der allerede forelå en udtalelse fra Psykiatrien i Region Syddanmark, og at forsvareren kunne stille supplerende spørgsmål til den overlæge, der havde afgivet udtalelsen. Vestre Landsret stadfæstede denne kendelse den 4. december 2013.

Den domfældte har anført, at den foreliggende psykiatriske erklæring ikke tilstrækkeligt vurderer risikoen for recidiv, og at en tidsubestemt frihedsberøvelse ikke bør opretholdes alene på grundlag af en udtalelse fra en sagkyndig med tilknytning til den institution, hvor den pågældende er anbragt. Dette blev anført som værende i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1, litra e. Rigsadvokaten har påstået stadfæstelse og anført, at den indhentede erklæring er tilstrækkelig, og at den gældende ordning er i overensstemmelse med Straffeloven § 72 og dens forarbejder.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse. Retten fandt, at det efter Straffeloven § 72 er retten, der træffer afgørelse om foranstaltningsændring. Det fremgår af lovens forarbejder, at der til brug for rettens overvejelser skal tilvejebringes en lægelig erklæring fra den institution, hvor den domfældte er anbragt. Retten kan om fornødent også træffe bestemmelse om, at der bør indhentes en erklæring fra Retslægerådet. Højesteret bemærkede, at anklagemyndigheden havde fulgt denne fremgangsmåde, og at der ikke forelå oplysninger, der gav anledning til tvivl om overlægens eller institutionens upartiskhed, eller andet særligt grundlag for at fravige den normale fremgangsmåde.

Højesteret fandt, at denne ordning, hvor retten træffer sin afgørelse ubundet af institutionens indstilling og under hensyn til den anbragtes fremskridt og sygdomsindsigt, sikrer mod vilkårlighed i afgørelser om fortsat frihedsberøvelse i overensstemmelse med kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5.