Afvisning af forsikringsdækning for tyveri af bil - Tvivl om hændelsesforløb og reel bruger af bilen

Klageren havde en motorkøretøjsforsikring i Tjenestemændenes Forsikring og klagede over selskabets afvisning af at dække et anmeldt tyveri af bilen.

Selskabet afviste dækning, da de ikke fandt det godtgjort, at der var tale om en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Subsidiært anførte selskabet, at klagerens søn var den reelle bruger/ejer af bilen, og at selskabet ikke ville have tegnet forsikring, hvis de havde kendt det reelle forhold, jf. Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 1.

Klageren anmeldte den 16/12 2003, at hans bil var stjålet den 15/12 2003, mens hans søn lånte den. Selskabet blev kontaktet af politiet, som oplyste, at bilen var anmeldt stjålet den 15/12 2003, men at politiet allerede den 8/12 2003 havde konstateret, at bilen stod i en hal ved Randers, hvor den var ved at blive skraldet.

Et vidne havde set bilen blive kørt ind i hallen omkring den 1/12 2003, og at nogle personer afmonterede motoren den 8/12 2003. Vidnet havde set, at bilen var fjernet den 10/12 2003. Klageren fastholdt over for politiet den 1/3 2004, at hans søn havde lånt bilen den 15/12 2003.

Klagerens søn forklarede til politiet den 17/3 2004, at han havde hentet bilen den 15/12 2003 og kørte til City Vest. Den 23/3 2004 blev klageren afhørt og gjort bekendt med, at bilen ikke kunne have været på hans bopæl den 15/12 2003, da den allerede stod skraldet ved Randers. Klageren oplyste nu, at sønnen havde brugt bilen meget. Politiet rejste sigtelse mod klageren for falsk anmeldelse, men opgav påtalen.

Selskabet afslog forsikringsdækning den 5/4 2005, da de ikke mente, at klageren kunne sandsynliggøre, at der var sket en dækningsberettigende skade i form af tyveri. Klagerens advokat indbragte sagen for nævnet og gjorde gældende, at selskabet skulle udbetale erstatning.

Selskabet anførte, at bilen var monteret med startspærre og kun kunne være kørt til hallen med den rette nøgle. Da der kun var én nøgle, fandt selskabet det ikke sandsynliggjort, at der var tale om tyveri. Subsidiært gjorde selskabet gældende, at klagerens søn var den reelle bruger/ejer af bilen, og at klageren havde afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning. Selskabet henviste til Registreringsbekendtgørelsen § 7, stk. 3.

Klagerens advokat oplyste, at klageren kun havde været i besiddelse af én nøgle og ønskede en undersøgelse af nøglen. Selskabet henviste til, at S.-Biler ikke havde registreret udlevering af ekstra nøgler, og at nøglen var en originalnøgle. Klagerens advokat fastholdt, at klageren kun havde været i besiddelse af de nøgler, der blev oversendt til selskabet i januar 2004.

Nævnet udtaler, at klageren ikke har bestridt, at det var hans bil, der den 8/12 2003 blev fotograferet i færd med at blive "skrællet". Klagerens første forklaring om, at han lånte bilen til sønnen den 15/12 2003, kan derfor ikke være rigtig. Klageren har under disse omstændigheder ikke løftet sin bevisbyrde for, at bilen er bortkommet ved tyveri.

Herefter bestemmes:

Klagen kan ikke tages til følge.