Sag om forældelse af erstatningskrav vedrørende knæskade efter ulykke

Klageren, der har en ulykkesforsikring i Tryg Forsikring A/S, klager over, at selskabet har afvist at yde forsikringsdækning for et anmeldt ulykkestilfælde.

Sagens omstændigheder

• Klageren kom til skade den 28. august 2000, hvor hun faldt ned fra en stol og slog sit hoved.
• Den 13. juli 2004 anmeldte klageren skaden til Tryg Forsikring A/S.
• Selskabet afviste at yde dækning, da de mente, at kravet var forældet efter Forsikringsaftaleloven § 29, som foreskriver en 2-årig forældelsesfrist.
• Klageren havde også anmeldt skaden til Arbejdsskadestyrelsen, som i første omgang fastsatte méngraden til 5 % på grund af gener efter hovedtraumet. Senere blev méngraden forhøjet til 12 % på grund af en knæskade.

Parternes argumenter

• Klagerens advokat argumenterede for, at kravet vedrørende knæskaden ikke var forældet, da generne først var stationære på et senere tidspunkt, og at der var klar årsagsforbindelse mellem genernes opståen og ulykkestilfældet.
• Selskabet fastholdt, at kravet var forældet, da klageren havde kundskab om kravet allerede ved Arbejdsskadestyrelsens første afgørelse i 2001, og at forældelsesfristen derfor løb fra dette tidspunkt. Selskabet henviste til, at et erstatningskrav skal ses som en helhed, og at senere forværringer ikke ændrer på forældelsen.

Nævnet afgjorde med stemmeflertal, at Tryg Forsikring A/S skal anerkende, at klagerens krav på erstatning som følge af knæskaden ikke er forældet, og at selskabet skal opgøre og udbetale erstatningen med renter efter Forsikringsaftaleloven § 24.

Begrundelse for afgørelsen

• Nævnet fandt, at forfaldstidspunktet og dermed forældelsesfristens begyndelse skal vurderes i forhold til hver invaliditet for sig, uanset om skadeårsagen er den samme.
• Flertallet lagde vægt på, at der i 2001 alene var grundlag for at antage, at klageren havde fået et hovedtraume som følge af ulykkestilfældet, jf. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 27/8 2001.
• Først i 2002 fik klageren gennem undersøgelser af knæet kundskab om, at hun også havde pådraget sig en invaliditet i knæet.
• Flertallet fandt herefter, at klagerens krav på erstatning for knæskaden ikke er forældet, da det blev anmeldt i juli 2002.
• Mindretallet fandt, at klageren fik kundskab om sit krav for knæskaden i 2001, da hun henvendte sig til egen læge som følge af tiltagende smerter i knæet, og at kravet derfor er forældet efter Forsikringsaftaleloven § 29.